Kinesertråden knækkede

Gaderne er øde. Fabrikkerne er tomme. I årevis har Vesten satset på billig produktion af varer i Kina. Men siden januar er tusinder af fabrikker lukket i Guangdong-provinsen, der engang var hele verdens systue. De kinesiske lønninger og priser stiger, og det får udenlandske virksomheder til at flytte produktionen til andre lande.

Her lå engang en skofabrik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Yuan sidder på en taburet i Folkets Restaurant. Det er et mørkt lokale med cementgulv. Der står ti borde langs siderne af lokalet, og der er slidmærker de steder, hvor folk har lænet sig op ad væggene. I loftet hænger en vifte, som rører ujævnt rundt i den fede sommervarme. Problemet med Folkets Restaurant er, at folket er forsvundet.

»Vi har haft restauranten i fire år, og det har været godt. Men i dag er der ingen kunder,« siger Yuan.

Han er i begyndelsen af fyrrerne og ser slidt og alvorlig ud.

Over for Folkets Restaurant lå der tidligere en skofabrik. Der var 3.000-4.000 arbejdere, og hver dag flød mange af dem gennem porten ud over den brede og trafikerede vej og ind i restauranterne og butikkerne over for fabrikken.

I dag er porten lukket. Biler passerer med flere minutters mellemrum. Skodderne er trukket for de lukkede forretninger.

»Der er jo ingen kunder, for arbejderne bliver færre og færre. Fabrikken lukkede for nogle måneder siden. Der lå også tre andre fabrikker her omkring, men de er også lukkede,« siger Yuan.

»Mei banfa,« tilføjer han med et træk på skulderen. Det er to meget brugte ord i Kina, som ikke kan oversættes direkte til dansk. Men de betyder, at der ikke er nogen løsning. At der ikke er nogen udvej.

Sådan er det over hele byen, der hedder Houjie. Og over hele Guangdong-provinsen.

Hver måned lukker hundreder af fabrikker. Engang var den sydkinesiske provins, der ligger her nord for Hong Kong, hele verdens systue. Men siden januar er det gået stærkt ned ad bakke. Det er blevet for dyrt i Guangdong. Så virksomhederne flytter længere ind i Kina, hvor lønningerne er lavere. Eller de flytter til andre lande med billig arbejdskraft.

»Mei banfa«.
Guangdong er en af de mest udviklede provinser i Kina. Cirka 30 procent af hele Kinas eksport kommer fra Guangdong. Det har især været tøj, sko og alle andre former for tekstiler, som har været en af provinsens vigtigste industrier. Tag for eksempel nogle af de globale giganter som Adidas og Reebok. De får lavet deres tøj og sko her. Men siden januar i år er der lukket 4.000 af de i alt ca. 67.000 små og mellemstore fabrikker og sweatshops.

Og det stopper ikke. Federation of Hong Kong Business regner med, at i alt ti procent af dem vil lukke i 2008. Andre tror, at det kan gå endnu værre. Hong Kong Small and Medium Enterprises Association påpeger ifølge South China Morning Post, at omkring 20.000 fabrikker vil lukke i år.

Det er ikke svært at finde de tomme fabrikker. Nogle kilometer fra Folkets Restaurant ligger en sort tøjhund i en vandpyt. Den røde tunge stikker ud af munden. Ved siden af ligger en grøn frø og en mariehøne. Tøjdyrene smiler. Der ligger flere af dem inde i den lukkede fabrik. Ved siden af én af dem ligger et skilt, som nogen har smidt på det beskidte flisegulv. »Sygruppe 3« står der på skiltet.

Den tomme fabrik løb for en måned siden tør for penge. Arbejderne kunne ikke få deres løn, og fabrikken lukkede fra den ene dag til den anden.

Der er flere grunde til, at fabrikkerne lukker. Lønnen til arbejderne er steget. Blandt andet på grund af den nye arbejderlov, der trådte i kraft den 1. januar. Den giver arbejderne bedre vilkår og mere sikkerhed. Det gør den også dyrere for virksomhederne, der nu skal betale for forsikring og overarbejde. Oven i det kommer de dyrere råvarer og Kinas høje inflation på 7,1 procent.

Samtidig er det svært at få folk til fabrikkerne i Guangdong. Mange af arbejderne kommer nemlig fra det vestlige Kina, der har nogle af landets fattigste områder. Det betyder også, at lønnen er lav. Og det får mange af virksomhederne til at flytte derud. Dermed behøver arbejderne ikke at rejse hundreder eller tusinder af kilometer for at finde arbejde i Guangdong. De kan blive tættere på hjemmet og familien. Derfor må virksomhederne her nord for Hong Kong nu kæmpe om de ufaglærte hænder. Det presser lønnen endnu mere op. Et skøn lyder, at fabrikkerne i Guangdong mangler to millioner arbejdere.

Alt det medfører, at varerne fra fabrikkerne i Guangdong bliver dyrere. Og det betyder, at de internationale selskaber går andre steder hen. De lukker fabrikkerne,og stadig flere af dem flytter produktionen til andre og billigere lande. Væk fra Kina. For eksempel til Thailand, Indonesien, Indien, Bangladesh,

Cambodia og Vietnam.
Fabrikken med tøjdyrene flyttede dog ikke til udlandet.

»Den lukkede bare,« siger Wang. Han er en af de landsbyboere, der udlejer fabriksbygningen. Engang var området en landsby, men i dag er det blot et kvarter i byen. Beboerne har dog stadig rettighederne til grunden. For fire år siden valgte de at bygge en fabrik på grunden, og de lejede den ud til virksomheden, der lavede tøjdyrene.

I dag er alle maskiner og alt andet, man kunne tjene penge på, rykket ud af fabrikken. Der er kun tøjdyrene tilbage. De rustne kroge og mærkerne i gulvet fra de steder, maskinerne har stået. Og rodet ud over cementgulvene på de tre etager i fabrikken. Der er gule og røde snore, grå garnnøgler, små dukkekjoler i rødt stof og hvide pletter, glasskår fra de knuste ruder, bunker af gule, røde og grønne klædestykker, sæder fra kontorstole, blåt skinnende stof, fødder til tøjdyr, knuste lysstofrør, røde hatte til dukker, zebra-stribede stykker stof, og hvide totter af fyldet til tøjdyrene ligger som snedriver på gulvet.

På tredje sal er der banket et flere meter stort hul i væggen. Der var en maskine, der skulle vrides ud af fabrikken, og det grønne gardin ved siden af hullet svinger med store og runde bevægelser rundt i vinden.

Landsbyen har forsøgt at leje bygningen ud til en ny fabrik. Det kunne de ikke. Der er ingen, som vil åbne en fabrik i dag.

»Men vi har måske en ny lejer, som vil lave bygningen om til butikker,« siger han.

De tomme fabriksbygninger ligger overalt i byen. Der er også hele industriområder, som er stort set forladte. Engang var her tøj- og skofabrikker i de hvide fabrikker. Men i dag er der øde på de brede og støvede veje, der går gennem industrikvarteret. Ingen biler eller lastbiler på vejene. Ingen arbejdere der flokkes ud på vejene i middagspausen. Blot en pige på midten af vejen med sin paraply slået ud for at skygge for den skarpe sol.

Omkring vejene står de tre etager høje fabriksbygninger. Husene er alle dækkede af hvide fliser, og alle har de en blå stribe. Omkring hver fabrik er der en hvid mur. På murene er der klistret røde plakater op. »Fabriksbygning udlejes«, står der med sort håndskrift på dem. Man kan leje dem i alle størrelser. På en af dem kan man få 5.000 kvadratmeter for ni yuan (3,4 kroner) per kvadratmeter. På en anden kan man få 45.000 kvadratmeter for otte yuan (5,5 kroner) per kvadratmeter. De røde plakater hænger overalt i byen. På gavle, husmure, lygtepæle, vinduer. Flere hundredtusinder af tomme kvadratmeter.

Der er dog stadig fabrikker herude. Cheng er 37 år og arbejder på en af dem. Han fortæller, at de har svært ved at få ordrer. I juli sidste år skulle alle arbejde hele måneden. Men i år har fabrikken sendt de fleste arbejdere væk i både juli og august. Der var ikke noget at lave.

Som så mange andre, der arbejder på de kinesiske fabrikker, er Cheng migrantarbejder. Han kommer fra Yunnan provinsen, men er rejst til Guangdong for at arbejde. De fleste andre migrantarbejdere vil gerne til Shanghai eller Zhejiang, hvor der stadig er brug for migranterne, og hvor lønnen er højere. Men han er blevet for gammel, fortæller han:

»Man skal være mellem 18 og 35 år for at kunne få et job på en fabrik. Når man er omkring 40 år, så går det ikke. Det er kun her i Guangdong, at det er muligt. De tager alle nu, fordi der er mangel på arbejdere.«

Manglen på arbejde har også fået lønnen til at stige de fleste steder i Guangdong. Cheng, der arbejder på en møbelfabrik, får dog det samme i løn som sidste år. Han får 1.000 yuan om måneden. Det er lidt under 700 kroner. Deraf skal han hver måned betale 30 kroner for at bo på en af fabrikkens sovesale, og 84 kroner for at få mad i kantinen.

Song er 40 år. Hun er også fra Yunnan, og arbejder på en skofabrik. Hun tjener 750 yuan om måneden, og det er omkring 520 kroner. Hendes løn er heller ikke steget det seneste år. Men til gengæld har hun og kollegerne fået flere rettigheder.

Den nye arbejdslov og manglen på arbejdskraft har gjort, at noget af magten er flyttet over til de kinesiske arbejdere. Fabrikkerne kan ikke længere bare fyre dem, hvis arbejderne brokker sig. Derfor gik Song og hendes kolleger for et par måneder siden i strejke. Lønnen var for lav, de fik ikke penge for overarbejde, og de kunne ikke tage ferie. Det lokale arbejdsbureau gik ind i sagen, og nu har de ret til ferie og får penge for overarbejde.

Officielt er arbejdstiden på otte timer om dagen, men hver dag arbejder hun 12 timer. De sidste fire timer er frivilligt. Hun kunne sige nej, men hun har brug for pengene. Især når de nu får seks yuan (4,1 kroner) i timen for overarbejde. Og otte yuan (5,5 kroner) hvis det er på en helligdag.

Tidligere kunne fabrikkerne hyre og fyre, som de ville.

»Det er svært at finde og ansætte arbejdere. Vi er i konkurrence med alle fabrikker, så vi bliver nødt til at tilbyde dem bedre vilkår end de andre,« siger Ye Chenxing, der er senior vicemanager i KTP Group, der laver sko til kunder i Kina, Indonesien og USA. Derfor, siger Ye Chenxing, holder de arbejdstiden nede på 60 timer om ugen, og lønnen ligger et godt stykke over gennemsnittet på 1.500 yuan om måneden.

Ye Chenxing kom fra Taiwan til Kina i 1989, da han åbnede en lille fabrik. Han siger selv, at han var den første forretningsmand fra Taiwan, der fik lov til at åbne en fabrik på fastlandet.

Efter den første fabrik begyndte han på det, der blev til KTP Group, som er i dag er noteret på børsen i Hong Kong. Han begyndte med at bygge fabriksbygning A. Som virksomheden voksede, udbyggede han den med bygning B. Så kom C. Og så videre frem til bygning H.

Men i dag er der hul i hovedkontoret. Helt bogstaveligt. Han står i en grøn T-shirt, shorts og sandaler og peger over mod hovedbygningen, der har et kæmpe hul i muren, og hvor stålwirerne stikker ud af gulvet:

»Mit kontor lå på 3. sal,« siger Ye Chenxing. For nogle måneder siden opsagde den lokale regering lejekontrakten med KTP Group. I Kina kan man ikke købe jord, men man lejer den for måske 20, 40 eller 99 år. Lokalregeringen ville ikke længere have den 56.000 kvadratmeter store fabrik liggende inden for bygrænsen, og han blev nødt til at lukke den og flytte produktionen til en af virksomhedens andre fabrikker. Byen prøver at satse på en mere højteknologisk og kreativ industri.

Provinsregeringen vil tiltrække den slags industri til Guangdong som erstatning for de lavteknologiske fabrikker og virksomheder.

For lidt over en måned siden gik lokalregeringen så i gang med at rive fabriksbygningerne ned. I dag er Ye Chenxing kommet tilbage for at gå rundt i solskinnet med sit kamera og tage billeder af det sted, som han arbejdede på i næsten 25 år.

Han siger, at den seneste tid har været udfordrende:

»Alt har ændret sig i de seneste par år, og lige nu går det stærkt. Alle priser er steget. Blandt andet på grund af inflationen, og samtidig har den nye arbejderlov også fået lønningerne til at gå op,« siger Ye Chenxing. Sidste år steg lønningerne med 20 procent, fortæller han.

»Men hvis man regner det hele med, såsom bolig og mad, er tallet nok nærmere 30 procent,« siger Ye Chenxing.

Alligevel vil han ikke flytte fabrikken til udlandet. Han er sikker på, at han kan konkurrere med udlandet, så KTP Groups kunder ikke vælger varer fra billigere fabrikker i udlandet. Han har prøvet at åbne en fabrik i Indonesien, men sproget og kulturforskellen gjorde det besværligt, og de lukkede den i 2000. Derimod har de prøvet at effektivisere fabrikkerne og skåret kraftigt ned i antallet af medarbejderne, så arbejdsstyrken om et par år er halveret til cirka 3.000.

Men udsigterne er dystre. Ifølge KTP Groups regnskab for 2007 havde de en omsætning på 100 millioner dollar (cirka 480 millioner kroner). Det tal er ifølge Ye Chenxing faldet til 70 millioner dollar, og næste år regner han med, at det får et dyk på endnu 30 procent. Der er kun én måde at udtrykke det på:

»Det er meget alvorligt,« siger Ye Chenxing.