Kinas gymnasieelever holder stort set ikke fri

17-årige Cao Manxis skoledag begynder kl. 6.30 om morgenen og slutter først kl. 22-23 om aftenen. Weekenderne går også med lektier og ekstraundervisning, så der er stort set ingen tid til at slappe af og have det sjovt. Sådan er hverdagen for størstedelen af Kinas gymnasieelever. Ikke mindst fordi konkurrencen om en plads på de bedste universiteter er benhård.

Cao Manxi forrest i klassen, hvor der kan være op til 65 elever. Om vinteren må eleverne sidde med overtøj, da der ikke bliver sat varme på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sharron Lovell

Udefra ser det ud, som om alle sover. Alt er mørklagt, for lyset på sovesalene bliver slukket kl. 22.00. Men inde i de små studerekamre sidder eleverne på et af Kinas elitegymnasier stadig og terper morgendagens pensum med hver sin lommelygte foran sig.

En af dem er 17-årige Cao Manxi, som går i den bedste af de fem 2.g klasser på Fudan Gymnasium i Shanghai. Hun sidder bøjet over sin bog med sin store gule lygte skinnende lige i ansigtet og koncentrerer sig om at suge indholdet til sig.

Der er nemlig kun én altoverskyggende ting, der afgør, hvilket universitet, hun senere kan søge ind på: Karaktererne.

Derfor føler hun sig ligesom de fleste andre elever nødsaget til at læse til sent om aftenen mange gange om ugen. Hun klager ikke, for vilkårene er ens for alle.

»De tager strømmen klokken 22, fordi det er meningen, at vi skal sove, men jeg husker bedre om aftenen, så jeg fortsætter ofte med lommelygten frem til kl. ca. 23. Vi slukker dem, når vagterne kommer forbi, fordi det egentlig er forbudt, men alle gør det,« siger Cao Manxi, som deler værelse med tre andre piger.

Ud over de to køjesenge og de fire små skriveborde på rad og række har pigerne hver sit skab til tøj samt et par hylder til bøger. Foran Cao Manxi hænger en japansk tegneserie, som hun flygter ind i nogle gange, når lektierne bliver for tunge. Men ellers fokuserer hun udelukkende på at forberede sig til undervisningen og de mange prøver hver uge. Alle store eksaminer – fire om året – er markeret på en lille håndskrevet kalender over skrivebordet, og skoleskemaet ved siden af vidner om det pres, der ligger på hendes små skuldre.

Hun er ligesom de fleste andre kinesere, der er født efter 1980 enebarn, og hendes forældre har valgt, at hun skulle bo på skolen, der alligevel tager al hendes tid i hverdagene, selv om de også bor i Shanghai.

Cao Manxi er ikke bare en af de dygtigste ud af de 1.600 elever på Fudan Gymnasium, hun er også formand for organisationsafdelingen i studenterorganisationen samt duks i klassen. Alt sammen noget, der tager ekstra tid i en i forvejen presset hverdag.

Weekenderne tilbringer hun hjemme i familiens lejlighed på 10. sal i Putou-distriktet i Shanghai, men der er ikke meget tid til at slappe af og have det sjovt, for om søndagen går hun til forelæsninger i fysiologi på universitet, og resten af dagen går med lektier. Den eneste fritidsinteresse, hun dyrker, er at tegne – som regel kopier af sine yndlingstegneserier eller klassiske kinesiske skitser.

Begge forældre er højtuddannede, og familien tilhører den privilegerede del af Kinas middelklasse. Mor underviser i Deng Xiaopeng-teori (Kinas tidligere leder, som er kendt for Den åbne dørs politik, red.) på Tongji Universitet i Shanghai, mens far er uddannet i udenrigsrelationer og arbejder for en privat virksomhed. Han er næsten altid væk på forretningsrejser, så hun ser ham sjældent.

Moden pige
På trods af sin lille pelstaske, der forestiller en tiger, virker Cao Manxi ældre og mere selvstændig end de fleste andre på sin alder, når hun med sin korte friske frisure og sit sympatiske smil taler og gestikulerer. Måske fordi hun voksede op hos sin mormor og morfar i fødebyen Chongqing i Vestkina, mens hendes forældre fokuserede på uddannelser og karriere.

Nu er familien igen adskilt i hverdagene, så hun kan fokusere 110 pct. på at studere. Hendes vækkeur ringer kl. 6.00 hver morgen, og en halv time efter står hun i en af de ti lange køer i den enorme kantine, hvor eleverne spiser dagens tre måltider. De søvndrukne teenagere er ens klædt i blå og røde joggingdragter, mange med sovehår og søvn i øjenkrogene. Smykker og make up er ikke tilladt.

På vejen dertil afleverer hun sin lommelygte hos portvagten, som lader den op, så den er klar igen til dagens natlampearbejde.

Hun sammensætter en bakke med et glas sojamælk, nogle forskellige små varme kød- og grøntsagsretter og et stykke dampet brød, som hun fortærer med sine spisepinde med den traditionelle kinesiske sans for yin og yang.

»Det er vigtigt at holde en god balance i kroppen, så jeg forsøger at spise en masse forskellig mad,« siger hun.

Kl. 7.10 ringer den første klokke, og eleverne søger imod deres klasseværelser. På væggene i Cao Manxis klasseværelse hænger diplomer, som eleverne har vundet i konkurrence med andre gymnasieklasser, og udenfor døren står der »Er Gao, Yi Ban«, hvilket vidner om, at det er her, de skarpeste hjerner holder til.

Cao Manxi stiller sig op på en stol og skriver dagens skema i et hjørne af tavlen med sirlige kinesiske tegn. Det er en del af ansvaret som duks, når læreren endnu ikke er kommet. Undervisningen begynder først kl. 7.50, men eleverne skal selv bruge 20 minutter på at læse, før de skal mødes på den store græsplæne bag skolen til morgengymnastik kl. 7.30.

Dog ikke i dag. Om mandagen er der nemlig flaghejsningsceremoni, hvilket er en demonstration af den strenge disciplin, der kendetegner Kinas uddannelsessystem og sandsynligvis kun findes i militæret i Danmark. Det tager kun få minutter at få de 1.600 gymnasielever opstillet på snorlige rækker

»Stå ret. Se op, vis respekt for flaget. Syng nationalsangen,« skriger en stemme i højtalerne.

Og så synger eleverne nationalsangen, mens de ser med ærefrygt på det kinesiske flag, som blafrer i vinden. Det er den slags nationalistiske propaganda, som har gennemsyret landets uddannelsesinstitutioner, siden unge studerende i 1989 gjorde oprør og krævede demokrati på Den himmelske freds plads i Beijing.

Militærtræning
Den kinesiske regering slår hårdt ned på demokratiforkæmpere, og som en forebyggende kraft skal alle universitetsstuderende i Kina gennemgå militærtræning i 14 dage, når de starter på første semester.

I dag holder skolens vicedirektør en peptalk om, hvor vigtigt det er, at eleverne forbereder sig grundigt til den kommende eksamen ugen efter. De fleste elever er medlem af kommunistpartiets ungdomsliga og bærer en lille nål på blusen som et symbol på deres loyalitet og er med til at gøre dem til blomsten af Kinas ungdom.

Det er nemlig kun de dygtigste elever, som kan blive medlem, og det er som regel lærerne, der indstiller dem til partiets ungdomsliga. Optagelsen kræver anbefalinger på samme måde som kommunistpartiet kræver flere indstillinger, før man kan blive medlem.

Sidste uge var det Cao Manxi, der holdt flaghejsningstalen for den kæmpestore forsamling. »Det generer mig ikke. Jeg er vant til at holde tale for mange mennesker. Blandt andet i konkurrencer, hvor vi for eksempel skal tale om patriotisme. Om hvad man kan gøre for landet. Nu læser vi, men senere kan vi jo bidrage til landets udvikling,« siger den ambitiøse pige, som satser på at blive medlem af kommunistpartiet, når hun er 18 år.

»Jeg vil være en rollemodel for andre,« siger hun selvsikkert på næsten flydende engelsk.

Disciplinen fortsætter i klasseværelset, hvor eleverne rejser de sig op, når de svarer på lærerens spørgsmål. Evnen til at tale højt og tydeligt lærte de allerede i folkeskolen. Ikke mindst fordi de er 52 elever i klassen.

Da klokken ringer, bliver de bare siddende. Flere minutter går, før et par fødder begynder at trippe lidt under stolen. Nu er det tid til sport. Hele årgangen – det vil sige omkring 250 mennesker – skal nu skifte sko i forhallen til sportsbygningen. Igen går det overraskende hurtigt, når man tager den store menneskemasse i betragtning.

Ti minutter, og så er alle eleverne iført ens gummisko og står klar på række i de forskellige lokaler i deres joggingdragter. Cao Manxi og 20-30 andre piger skal have kongfu-undervisning, hvilket omfatter både teori og praktiske øvelser.

»Laoshi Hao,« råber pigerne i kor.

Det betyder »goddag lærer«, og så kan undervisningen begynde.

»En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte,« råber læreren, mens pigerne følger hendes bevægelser.

Pigerne fniser og fjanter lidt, men privat snak om drenge og andre teenageagtige ting gemmer de til frokostpausen. Cao Manxi spiser næsten altid sammen med sin veninde Zhou Yangye, som bor i naboværelset. Men de spiser som regel hurtigt og går derefter op på biblioteket og læser eller laver research på computerne i resten af frokostpausen.

»Jeg elsker virkelig at studere. Jeg bruger mit hjerte til at løse opgaver. Jeg kan rigtig godt lide lærerne, så de motiverer mig meget. Men hvis man ikke bryder sig om at læse, er de meget skrappe,« siger hun.

De lange skoledage byder på tvungen lektielæsning fra 18.30 til 21.00 hver aften, og hverken skolen eller hendes forældre tillader de store udskejelser. For eksempel så hendes mor en dag, at hun fik en SMS fra en dreng, som ville invitere hende på date, og det blev en påmindelse om, at hun skal koncentrere sig om sin skole.

»Min mor sagde i en meget seriøs tone, at jeg skulle koncentrere mig om at læse, og at det var for tidligt. Lærerne siger også, at jeg skal vente, til jeg kommer på universitetet, for måske skal jeg til en anden by, og så finder man måske en kæreste, der er bedre. Det er okay, for nu fokuserer jeg på at komme på universitetet. Det glæder jeg mig til, for på universitetet er karaktererne ikke længere det vigtigste. Og så får jeg nok også lidt mere fritid,« siger hun.