Kinas CO2-udledning er faldet med en fjerdedel, men forskere frygter, at det ikke varer ved

Der er blå himmel og renere luft i mange storbyer verden over som en konsekvens af coronakrisen, men internationale forskere frygter, at der kun er tale om en midlertidig effekt, og at det i værste fald kan blive højere end før pandemien.

I coronavirusudbruddets epicenter, Wuhan, ligger gaderne næsten øde hen, og produktionen er stort set indstillet i byens fabrikshaller. Det har gjort luften væsentligt renere end normalt for årstiden. Stringer/Ritzau Scanpix

Kinas CO2-udledning er reduceret med 25 procent i løbet af en fire ugers periode svarende til 200 millioner ton CO2. Det skriver hjemmesiden Carbon Brief, der specialiserer sig i klimaforandringer.

De kortvarige virkninger er tydelige.

Faldet i udledninger vil formentlig ændre sig, når verden begynder at komme ud af karantænen og skal genopbygge økonomien.

»Miljøpåvirkningen bliver et produkt af den økonomiske påvirkning, og hvordan det varierer fra sektor til sektor,« siger Christopher Jones, direktør for UC Berkeleys CoolClimate Network-forskningsprojekt, til Business Insider Today.

Flere storbyer i lande verden over oplyser om forbedrede klimaforhold. Himlen er mere blå, og luften er klar i byer som New Delhi i Indien, Venedig i Italien og Beijing i Kina.

Men effekten frygtes at være kortvarig.

Ifølge Business Insider frygter eksperter, at der blot er tale om et »cyklisk blip«, og at faldet i emissioner kan ændre sig, når verden begynder at genopbygge økonomien, og aktiviteterne stiger.

Under nedlukningerne i verdens lande har omtrent tre milliarder mennesker været berørt af en eller anden form for restriktion. Restriktionerne kan direkte måles på udledningen af drivhusgasser, men der er en risiko for, at udledningen kan vende frygteligt tilbage.

Det siger flere eksperter til Carbon Brief, heriblandt Glen Peters, der er forsker ved det internationale klimaforskningscenter CICERO:

»Det mest relevante spørgsmål er i virkeligheden: Hvad er langtidsvirkningerne? Når covid-19 er overstået, vil samfundet sandsynligvis vende tilbage til en form for normalitet. Privat transport vil stige og i værste fald endda kunne overstige niveauet før covid-19. Udledning fra luftfart kan forblive lav i årevis, da folk foretrækker lokal turisme enten for at støtte lokale industrier eller undgå sundhedsrisici.«

I 2018 tegnede flyrejser sig for 2,4 procent af de globale CO2-udledninger fra brug af fossilt brændsel. En undersøgelse vurderede, at der i den første uge i april var 60 procent færre flyvninger sammenlignet med samme tidsrum 2019.

Kinas nationale flytrafik samt den internationale trafik til og fra landet var i slutningen af februar i år faldet med omkring 85 procent fra cirka 15.000 daglige afgange og ankomster til kun 2.000.