Kinas bordtennisdominans er grænseløs

38 etniske kinesere har de seneste uger jagtet drømmen om OL-medaljer i bordtennis – uden at stille op for Kina.

53-årige Ni Xialian vand i 1983 VM med det kinesiske kvindelandshold. I 1989 udvandrede hun til Europa, og i år stillede hun for tredje gang op for Luxembourg ved OL. Foto: Alkis Konstantinidis
Læs mere
Fold sammen

BEIJING: Inden OL i Rio begyndte, kom verdens for tiden bedste bordtennisspiller med en opsigtsvækkende udtalelse.

Ma Long, der i Kina går under kaldenavnet »Den fede Drage«, vurderede, at det for de kinesiske spillere er lige så svært at kvalificere sig, som det er at vinde guld under selve legene.

En smule arrogant over for deltagerne fra de 56 øvrige lande, kunne man mene. Men der er noget om snakken. Kina har vundet 28 ud af 32 OL-finaler siden disciplinen blev indført i 1988. Også i Rio har landets bordtennisstjerner smashet, loopet og skruet al modstand baglæns ud af arenaen. Både i single- og i holdkonkurrencerne blev det til kinesiske sejre. Ved OL i Beijing vandt Kina guld, sølv og bronze i de individuelle konkurrencer, men i London var reglerne lavet om, så hvert land kun kunne stille med to spillere, hvor der før måtte være tre.

Ma Long, der denne gang snuppede guldet foran sin landsmand, blev derfor ikke udtaget til det kinesiske OL-hold for fire år siden, og denne gang måtte turneringen undvære verdensranglistens nummer et på kvindesiden. Men i begge tilfælde vandt Kina alligevel. Den ekstreme konkurrence internt i Kina gør, at en hel del kinesiske verdensklassespillere opgiver drømmen om at komme på landsholdet. Mange af dem har i stedet valgt at pakke deres bat og tage en alternativ rute til OL.

Det er set i mange sportsgrene, at atleter stiller op for lande, hvor de ikke er født. Men bordtennis er alligevel noget særligt, i den sammenhæng. Af de 56 nationer, der er repræsenteret i den olympiske bordtennisturnering, havde 21 etniske kinesere på holdet. Uden at medregne spillerne fra Kina, Hong Kong og Taiwan – eller etniske kinesere født i andre lande – var der i alt 38 kinesere med i Rio. Det viser en opgørelse lavet af det amerikanske netmedie Quartz. Inkluderer man alle bortennisspillere af kinesisk oprindelse, udgjorde de 57 ud af samtlige 172 deltagere i konkurrencen.

Congo, Qatar, Polen, Tyrkiet og Canada er blot nogle af de lande, der stillede med etniske kinesiske spillere i Rio. Så i flere tilfælde var det som at se Kina mod Kina, selv om de nationer, de repræsenterede, ikke havde noget med Kina at gøre. Som eksempelvis da tyske Han Ying spillede mod franske Li Xue.

53-årig er OL-spiller for Luxembourg

En af de kinesere, der først emigrerede for at blive ping pong-professionel under nyt flag, er 53-årige Ni Xialian. Tilbage i 1983 var hun med til at vinde verdensmesterskabet for Kina i kvindernes holdkonkurrence. Men det var ikke nok til at sikre hende en mere permanent plads på det kinesiske landshold. I stedet flyttede hun i 1989 til Europa og blev et par år senere statsborger i Luxembourg. Denne gang var tredje gang, Ni Xialian deltog ved De Olympiske Lege for sit nye hjemland.

Der er også eksempler på, at unge talenter vælger at skifte nationalitet. 22-årige Gui Lin flyttede fra Kina som 12-årig for at deltage i et udvekslingsprogram i Brasilien. Hun blev brasiliansk statsborger for fire år siden.

Hvorvidt det er godt for sporten, at de kinesiske spillere søger til udlandet, hersker der delte meninger om. Det er ikke motiverende for lokale talenter at blive overhalet inden om, men på den anden side, kan de kinesiske spillere være med til at højne niveauet.

At der er grænser for den kinesiske talentflugt blev dog tydeliggjort tidligere på måneden i Sydkorea. Her slog en domstol i Seoul fast, at det ikke er lovligt at adoptere kinesiske børn alene med den begrundelse, at de er dygtige bortennisspillere.

Et sydkoreansk par – hvor den ene er tidligere elitespiller – havde ellers allerede kontakt til en lokal klub. Ifølge sydkoreansk lov kan mindreårige skifte nationalitet med det samme efter en adoption, mens det for voksne tager mindst tre år. Men den gik altså ikke.