Kina vil have Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, løsladt med det samme.
Det oplyser en talsperson fra Kinas udenrigsministerium ifølge Reuters.
Ministeriet oplyser desuden, at uanset hvad der sker med det sydamerikanske land i fremtiden, er man villig til at fortsætte samarbejdet.
Kina er den største aftager af venezuelansk råolie, som står for omkring fire procent af Kinas olieimport.
Talspersonen fra det kinesiske udenrigsministerium slår fast, at kinesiske interesser i Venezuela vil blive beskyttet ved lov.
Om situationen lyder det fra Kina, at landet er villigt til at støtte Latinamerika i spørgsmål om suverænitet, sikkerhed og territorial integritet, skriver Reuters.
Maduro blev lørdag taget til fange af amerikanske styrker.
Det kinesiske udenrigsministerium gjorde det dagen efter tilfangetagelsen af Maduro klart, at det fordømmer USA's mission i Venezuela.
Ud over tilfangetagelsen af præsidentparret omfattede missionen en række angreb i hovedstaden Caracas og i delstaterne La Guaira, Miranda og Aragua.
- USA's handlinger er et klart brud på international ret, grundlæggende normer i internationale relationer samt formålene med og principperne i FN's charter, skrev Kinas udenrigsministerium i kølvandet på angrebene.
Beijing opfordrer USA til at garantere Maduros personlige sikkerhed og til at løse konflikten gennem dialog og forhandling.
Kina har i næsten to årtier været en central politisk og økonomisk støtte for Venezuela og har åbent udfordret USA's forsøg på at isolere landet. Det skriver det spanske medie El País.
Venezuela har været ledet af den socialistiske Maduro siden 2013 og var inden da ledet af hans partifælle Hugo Chávez.
Venezuelas højesteret besluttede efter Maduros tilfangetagelse lørdag, at vicepræsident Delcy Rodriguez skal være fungerende præsident.
/ritzau/Reuters