Kina stopper gabestok for prostituerede

I Kina er det normalt, at politiet ydmyger mistænkte og kriminelle ved at vise dem frem i offentligheden. Men en sag om to piger har nu fået regeringen til at forbyde paraderne.

Det skal være slut med at trække f.eks. prostituerede og deres kunder gennem byen, som her på TV-billedet. Berlingske Tidende har valgt at maskere de to arrestanter. Fold sammen
Læs mere
Foto: tt.mop.com
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEIJING: Politiet anholdt de to piger, gav dem håndjern på og bandt dem til et langt reb. Så trak de dem ned gennem gaden, mens folk kiggede på dem. Deres forbrydelse? De var prostituerede.

Politiet havde en fotograf med. Billederne blev offentliggjort i et af de lokale medier dagen efter. Men hvis politiet troede, at den ydmygende parade ville have en præventiv virkning, så tog de fejl.

De seneste uger har fotografierne og titusinder af vrede kommentarer bredt sig på internettet i Kina. Politiet i den sydkinesiske by Dongguan forsøgte først at bortforklare episoden, for de var ikke ude på at kaste skam over nogen. Pigerne skulle blot hjælpe med opklaringen, og det var helt normalt, at der var medier med.

Det hjalp ikke. Sagen er blevet så stor, at Ministeriet for Offentlig Sikkerhed i denne uge bad politiet over hele Kina om at stoppe den slags parader. Spørgsmålet er, om det vil virke.

Det er normalt, at både mistænkte og dømte bliver vist frem i offentligheden. Sådan har det været, stort set siden Folkerepublikken Kina blev grundlagt i 1949 og især under Kulturrevolutionen. Formålet er at ydmyge og kaste skam over personerne, få vidner til at stå frem eller opildne befolkningen.

»Man vil på den måde forsøge at afskrække kriminelle og give et billede af loven som hård og effektiv,« siger professor i retspsykologi, Pi Yijun, fra China University of Political Science and Law.

Voksende kritik

Kritikken af paraderne er især vokset siden 2006, hvor politiet i Shenzhen - der ligger i samme provins som Dongguan - trak 100 prostituerede gennem gaderne. Der har også været kritik af de provinser, hvor man offentliggør navne og billeder af prostituerede på internettet.

Ydmygelserne rammer især to grupper, forklarer Pi Yijun. Den første gruppe er prostituerede og deres kunder. Den anden gruppe er kriminelle, der har fået hårde straffe for eksempelvis mord eller voldtægt.

Men det rammer også folk med langt mindre forbrydelser. Som for nylig, hvor man i Chongqing fremviste 30 lommetyve og småkriminelle på offentlige steder som busstationer og havneområder.

Kun på mistanken

Det blev voldsomt kritiseret, for de 30 personer var kun mistænkte. Ligesom de to piger i Dongguan var de ikke dømte. Og i Kina er man - som i Danmark - uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Politiet siger ofte, som det også gjorde i Dongguan, at man bruger paraderne som en del af efterforskningen.

»Det er meget svært at forstå, hvordan det kan bidrage til en efterforskning, at man viser mistænkte frem i offentligheden,« som jurist og professor Cheng Dewen, der er fra Nanjing Normal University, skrev i en kommentar i avisen Retstidende i maj. Han kalder det for en både »uciviliseret« og »tilbagestående« praksis, der burde afskaffes. »Selv hvis det skulle virke på kort sigt, så vil det i det lange løb ikke løse grundlæggende problemer,« skriver Cheng Dewen.