Kina slår hårdt ned på tobørnsfamilier

Det er snart 30 år siden, at Kina indførte den kontroversielle etbarnspolitik, og der er stor uenighed om, hvorvidt den er en succes eller fiasko. Ude på landet bliver der født millioner af uregistrerede børn, og i byerne betaler folk sig fra at få barn nummer to. Men det betyder ikke, at etbarnspolitikken er på vej ud. Tværtimod.

Cai Luo Feng Hua og hendes mand mistede begge deres job, da myndighederne opdagede, at familien i al hemmelighed havde fået barn nummer to. Men ægteparret har aldrig fortrudt, at de brød loven. »De fleste af vores venner er misundelige, fordi vi har to børn. Det er dejligt, fordi de kan tage sig af hinanden,« siger Cai Luo Feng Hua. Foto: Sharron Lovell Fold sammen
Læs mere

Cai Luo Feng Hua vidste godt, at det var risikabelt at trodse Kinas etbarnspolitik. Hun havde dog ikke drømt om, at både hun og hendes mand ville miste deres job og blive tvunget til at starte et helt nyt liv, fordi de fik et barn mere.

Men sådan gik det. Som offentligt ansatte i en børnehave og et regeringskontor i Zhejiang-provinsen syd for Shanghai, skulle de være forbilleder for andre, og derfor blev de bortvist så snart, det blev opdaget, at de havde to børn.

Cai Lou Feng Hua fødte ellers barn nummer to i hemmelighed og efterlod sin lille søn hos nogle familiemedlemmer ude på landet for at undgå at blive opdaget. Da drengen var fem år, tog hun ham med til byen, så han kunne komme i skole. Men der gik ikke lang tid, før de blev afsløret.

»Da de lokale embedsmænd så, hvor meget han lignede sin far, blev vi begge to fyret. Desuden fik vi en bøde på 25.000 RMB (ca. 20.000 kr.),« fortæller Cai Luo Feng Hua.

Hun har dog aldrig fortrudt, at hun fik et barn mere. I dag er hendes datter 18 år, og hendes søn er 13 år. Fyringerne blev familiens held, for det var det, der gjorde, at hendes mand startede sin egen virksomhed og kunne nyde godt af den økonomiske reformpolitik.

»Jeg synes, det ville blive ensomt for min datter at vokse op uden søskende, og derfor ville jeg gerne have et barn til. Desuden er mine forældre meget traditionelle, så de ville gerne have, at vi fik en søn. De fleste af vores venner er misundelige, fordi vi har to børn. Det er dejligt, fordi de kan tage sig af hinanden,« siger hun.

Råd til flere børn
Andre familier har været mere uheldige. Rædselshistorierne om aborter i ottende måned og lokale regeringers skånselsløse implementering af etbarnspolitikken er mange. Og hvis man tror, at det kun er noget, der hører fortiden til, kan man godt tro om igen. Intet tyder på, at Kinas regering har tænkt sig at afskaffe den kontroversielle politik, som har eksisteret i snart 30 år.

Tværtimod. Landets centralregering meddelte for nylig, at etbarnspolitikken på trods af en række uheldige demografiske bivirkninger, stadig er en succes – og en vej til øget velstand. Derfor bliver det anset som et skråplan, at flere og flere kinesiske familier i byerne i dag har råd til at betale sig til et ekstra barn.

Men i takt med den voksende velstand og frihed i landet, kniber det med at implementere etbarnspolitikken. Derfor bliver lokale embedsmænd igen opfordret til at være rollemodeller i samfundet, og det er årsagen til, at en ung universitetsprofessor i Hangzhou syd for Shanghai for et par måneder siden fik en abort. Stik imod sin vilje. Hun har i forvejen en datter på seks år, og det var ikke planlagt, at hun skulle blive gravid igen. Men det gjorde ikke beslutningen lettere.

»Jeg ville gerne have barnet, og vi var meget frustrerede over etbarnspolitikken, men vi forstår det jo godt. Der er alt for mange mennesker i Kina, og regeringen er nødt til at gøre noget. Vi tænkte længe over det, men kom frem til, at vi ikke ville risikere at miste begge vores job. Det er ærgerligt, for min mand tjener nok til, at vi sagtens kunne have betalt bøden og haft råd til to børn,« siger kvinden, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra lokalregeringen i Hangzhou.

Papirløs tilværelse
I virkeligheden er blot ca. 40 pct. af den kinesiske befolkning reelt dækket af etbarnspolitikken, som med årene er blevet modificeret, så man i visse tilfælde gerne må få to børn. For eksempel må man gerne få barn nummer to på landet, hvis det første barn er en pige. I byerne må man få et barn mere, hvis det første barn er handicappet eller dør.

Den kinesiske regering bryster sig ofte af at have forhindret 300 mio. barnefødsler, mens FN vurderer, at etbarnspolitikken har forhindret 100 mio. fødsler i Kina. Men selvom etbarnspolitikken på overfladen har været en succes i byerne, så er der ingen, der ved, hvor mange mennesker, der er på landet.

I Guangdong-provinsen er det for eksempel meget almindeligt at møde familier med seks børn ude på landet, fordi de lever meget traditionelt og bliver ved med at få børn, indtil der kommer en dreng.

Problemet er, at bønderne kun kan få registreret et eller højst to børn, og derfor eksisterer de andre børn i princippet ikke på papiret. Den papirløse tilværelse forfølger børnene resten af livet. De kan ikke komme i skole og kan ikke få arbejdstilladelse i byerne. Hvis de da ikke bestikker sig til et falsk ID-kort.

Spørger man Feng Xiao Tian – en af Kinas førende professorer inden for etbarnspolitikken – så erkender han, at ingen rigtig ved, hvad der foregår på landet. De seneste 20 år har han fulgt etbarnspolitikken, men kun i byerne.

»Jeg skal til at undersøge situationen på landet til næste år, for der er ingen, der ved, hvilke konkrete konsekvenser etbarnspolitikken har haft der. Men der er ingen tvivl om, at implementeringen har gjort, at færre har valgt at få tre, fire og fem børn,« siger Feng Xiao Tian, der er tilknyttet Nanjing Universitet. På spørgsmålet om hvor mange mennesker, der er i Kina udover de officielle godt 1,3 mia., griner han højt.

»Der er ingen, der ved hvor mange mennesker, der er i Kina. Det er meget svært at registrere ude på landet,« siger han.

Men eksperter anslår, at der ved den seneste folketælling i 2000 var anslået mindst 25 mio. mennesker i Kina, som ikke er registreret, hvilket er noget, der kan give Kinas familieplanlæggere sved på panden. Alene bekymringen over tilstrækkelig fødevareproduktion, massiv forurening og vanskelig affaldshåndtering i byerne er kæmpe udfordringer, som også vækker bekymring uden for Kina.

Ikke mindst fordi millioner af fattige bønder i disse år drager til storbyerne for at finde arbejde, hvilket på sigt vil skabe megabyer af hidtil usete størrelser.

For eksempel har Beijing ifølge Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua News allerede 17 mio. indbyggere, hvilket kun er en million fra den maksimumsgrænse, lokalregeringen sidste år satte for 2020. 5,1 mio. af dem er migrantarbejdere, som bor og arbejder midlertidigt i Beijing. De tager alle de job, som de lokale ikke vil have, og knokler med at bygge stadion og hoteller til OL-værtskabet næste sommer. I Shanghai ligger indbyggertallet på ca. 20 mio. mennesker, hvoraf ca. fire-fem mio. er migrantarbejdere, og flere kommer til hver eneste dag.

Der er umiddelbart ikke håb for, at Beijings indbyggertal falder efter OL, selvom boligprisernes himmelflugt får flere og flere lokale til at flytte til nærliggende industribyer som Tianjin.

Babyboom i Grisens år
Den effekt bliver nemlig undergravet af dette års babyboom, som er affødt af en udbredt overtro om, at Grisens år er et ekstra lykkebringende år at få børn. Det er et problem, fordi eksperter allerede har advaret om, at der bor tre mio. flere mennesker i Beijing, end byens ressourcer kan række til. Den høje befolkningstæthed i storbyerne øger – sammen med den dårlige hygiejne – også risikoen for nye epidemier som fugleinfluenza og SARS.

Dertil kommer tanken om, hvad der vil ske med den globale opvarmning, når alle Kinas 1,3 mia. mennesker opnår en vestlig levestandard og bruger lige så megen energi som europæere og amerikanere. Det er sandsynligvis den vigtigste årsag til, at Kinas etbarnspolitik bliver rost af nogle udenlandske eksperter. De fleste har dog mest kritik tilovers for etbarnspolitikken, som ofte bliver kaldt en grov overtrædelse af menneskerettighederne.

Med det stigende internationale pres på Kina bliver balancegangen mellem at kontrollere befolkningstilvæksten og samtidig forbedre menneskerettighedssituationen i landet en stadig større udfordring for Kinas magtfulde kommunistparti.

chb@berlingske.dk

@Tekst u. indryk: