Kina skal lede verden, mener kinesiske nationalister

I det seneste årti er Kina for alvor blevet en økonomisk supermagt. Og den nye status har givet kineserne selvtillid. Også til at lange ud efter Europa og USA. For Vesten holder Kina nede, men nu er det nok, mener forfatterne til en nationalistisk bog, der blev en af årets største bestsellere i Kina.

Kina er godt på vej tilbage som supermagt. I løbet af det seneste årti overhalede Kina Tyskland som verdens tredjestørste økonomi, den første kinesiske astronaut gik på vandring i rummet, og Beijing var vært for de Olympiske Lege, her åbningsceremonien i august 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

BEIJING: Kina skal lede verden. Vesten hører hjemme på andenpladsen. Det mener forfatterne til en bog, der blev en af de helt store bestsellere i Kina i 2009.

»Bogen viser, hvad kineserne egentlig føler,« siger Wang Xiaodong, der er en af forfatterne og en af de mest fremtrædende nationalister i Kina.

For Kina er ikke glad, og det er Vestens skyld. Det er stort set budskabet i bogen, der langer kraftigt ud efter de vestlige lande. De fem forfattere vil se et mere selvsikkert Kina, som siger fra over for USA og Vesten, der undertrykker den kinesiske nation.

Bogen har igen fået kineserne til at tale om nationalisme, og hvilken rolle det nye og stærkere Kina skal spille i verden. Den udkom i marts og blev hurtigt en af årets største bestsellere. Det første oplag blev udsolgt på fire uger, og i dag er den ifølge forlaget solgt i næsten en million eksemplarer. Det er de officielle tal, som ikke inkluderer kopier fra det sorte marked.

Det er en opfølger til den nationalistiske bestseller fra 1996, der hedder »Kina kan sige nej«. Dengang argumenterede forfatterne for, at Vesten havde alt for stor indflydelse over Kina. Bogen indledte en årelang nationalistisk bølge, som regeringen til sidst tog afstand fra og forsøgte at dæmpe.

Deres nye bog hedder »Zhongguo bu gaoxing«, og det kan oversættes til »Kina er ikke glad«.

De fem forfattere er intellektuelle og akademikere, og i en række essays argumenterer de denne gang for, at Kina skal bruge sin voksende militære, økonomiske og politiske magt til at tage afstand fra især USA og Europa, der altid har været fjendtlige over for landet.

»Vi er bedre til at håndtere vores økonomi end USA. Vi ville ikke formøble vores penge på samme måde som amerikanerne, og politisk ville det være en fordel for os, hvis vi stoppede med at finansiere den amerikanske gæld,« siger Wang Xiaodong, som Berlingske Tidende møder i en restaurant på et hotel i Beijing. Den tynde og lidt duknakkede mand sidder lænet ind over sofabordet i cafeen, mens han rører rundt i sin gulerodsjuice med et sugerør.

Ydmygelsens århundrede

Der er ikke noget nyt i Kina som supermagt. Omkring år 1600 var det den største og mest avancerede nation på Jorden. Befolkningen på 120 millioner var langt større end alle de europæiske lande tilsammen. Og hvor herskerne i for eksempel Europa, Rusland og det Osmanniske Rige kæmpede for at opbygge deres nationer og indsamle skatter, da havde det kinesiske bureaukrati været på plads i et årtusinde.

Men fra 1600 gik det støt ned ad bakke. Lavpunktet kom i midten af 19. århundrede, hvor blandt andre franske soldater plyndrede Beijing, og hvor det amerikanske kavaleri red ind og besatte selveste kejserens palads.

Det er den periode fra cirka 1850-1950, som kineserne kalder for »bainian guochi«: Ydmygelsens århundrede. Hvor udlandet besatte og udplyndrede Kina. Perioden spiller en helt central rolle i kinesisk nationalisme i dag. Men det er blot en historisk parentes, før Kina igen om kort tid er tilbage på sin rette plads, mener nationalisterne. Som supermagt.

Kina er godt på vej tilbage. Især set over det seneste årti. Hvor den første kinesiske astronaut gik på vandring i rummet. Hvor Beijing var vært for de Olympiske Lege. Hvor Kina også overhalede Tyskland som verdens tredje­største økonomi. Og 2010 bliver ifølge de fleste analytikere året, hvor Kina allerede overhaler Japan, og kommer på andenpladsen efter USA.

Årtiet har givet kinesere som Wang Xiaodong selvtillid, hvor Kina for alvor er på vej til at blive en modvægt til USA.

»I dag er USA det eneste land på jorden, der kan gøre, som de vil. Hvis Kina er stort nok til at kunne skabe en balance til USA, så vil det ikke længere kunne invadere andre lande, som det behager, og små lande vil være mere sikre end i dag,« siger Wang Xiaodong.

Det vil være som i Europa i 1980erne. Som under Den Kolde Krig. Hvor der var balance.

Wang forstår ikke den bekymring, som omverdenen kan have over et stærkt kinesisk militær. Som man for eksempel så i marts, hvor en række kinesiske skibe stødte sammen med et fartøj fra den amerikanske flåde.

»Hvorfor ikke bekymre sig om den amerikanske flåde? Den er langt større,« siger Wang Xiaodong.

Blandet modtagelse

Men er Wang Xiaodong ikke bange for, at en øget nationalisme kan føre til et mere isoleret Kina?

»Det behøver Kina ikke at bekymre sig om. Nej, Kina har været isoleret i mange år. Det er ikke vigtigt. Kina er et stort land, og alle vil få svært ved at isolere det,« siger Wang Xiaodong.

Det er ikke kun USA, som Wang Xiaodong kritiserer. Også Europa. For der er ingen forskel mellem de to blokke, mener Wang.

»Europæiske lande behandler os dårligt, men hvis vi havde større magt, kunne vi straffe dem,« siger han.

Her tænker han og forfatterne blandt andet på Frankrig og præsident Nicolas Sarkozys møde med Dalai Lama, der er åndelig og politisk leder for Tibet. Og på protesterne under den olympiske fakkeltur gennem Europa i 2008.

Bogen - der i øvrigt også er kritisk over for den kinesiske regering, som den blandt andet beskylder for manglende demokratiske reformer - er dog ikke blevet lige godt modtaget i Kina. Langtfra.

I flere anmeldelser er forfatterne blevet beskyldt for at være populister, der blot er ude på at tjene penge på et yngre publikum med stærke holdninger.

Blandt andet har en af Kinas mest fremtrædende kritikere, Qiu Zhenhai, sagt dette om bogen:

»Forfatterne er uden tvivl en gruppe intellektuelle, der bekymrer sig om Kina og dets folk. Og deres kritik af både inden- og udenrigspolitik er mange steder skarpsindig. Men problemet er, at bogen er overfladisk, og de er følelsesladede og ulogiske.«