Kinas udenrigsministerium kræver, at USA straks løslader Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og hans hustru.

Det skriver ministeriet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Kina opfordrer USA til at sikre præsident Nicolás Maduros og hans hustrus personlige sikkerhed, straks løslade dem og stoppe forsøget på at vælte Venezuelas regering, skriver ministeriet.

Udmeldingen kommer dagen efter, at amerikanske specialstyrker tog Maduro og hans hustru til fange i Venezuela og bragte parret ud af landet.

Ifølge flere medier befinder han sig søndag i New York, hvor han er tiltalt for blandt andet narkoterrorisme og sammensværgelse om indsmugling af kokain.

Kina er en nær allieret af Venezuela, og det kinesiske udenrigsministerium gør det klart, at det fordømmer USA's mission i Venezuela.

Ud over tilfangetagelsen af præsidentparret omfattede missionen en række angreb i hovedstaden Caracas og i delstaterne La Guaira, Miranda og Aragua.

- USA's handlinger er et klart brud på international ret, grundlæggende normer i internationale relationer samt formålene med og principperne i FN's charter, skriver Kinas udenrigsministerium.

En unavngiven venezuelansk embedsmand har sagt til New York Times, at mindst 40 personer blev dræbt i forbindelse med USA's angreb. Blandt dem var både venezuelanske civile og militærfolk.

Ifølge USA er der ingen amerikanere blandt de dræbte.

Venezuelas højesteret besluttede efter Maduros tilfangetagelse lørdag, at vicepræsident Delcy Rodriguez skal være fungerende præsident.

Forinden sagde USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde, at USA havde været i kontakt med Rodriguez, og at hun var "villig til at gøre, hvad vi mener, er nødvendigt for at gøre Venezuela storslået igen".

Trump sagde dog også, at USA vil sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela.

Landet har været ledet af den socialistiske Maduro siden 2013 og var inden da ledet af hans partifælle Hugo Chávez.

/ritzau/