USA's ekstra told på kinesiske varer "truer Kina og fører ingen vegne".
Det siger Kinas udenrigsministerium onsdag ifølge Reuters.
Samtidig lyder meldingen fra Kina, at USA's præsident, Donald Trump, ikke har travlt med at tale med den kinesiske præsident, Xi Jinping.
- Hvad vi har brug for nu er ikke ensidet ekstra told, men dialog og konsultation, lyder det fra det kinesiske udenrigsministerium ifølge Reuters.
Meldingen kommer, efter at en ekstra told på ti procent på varer, der importeres til USA fra Kina, trådte i kraft tirsdag.
- Kina udtrykker stærk utilfredshed og resolut modstand, siger udenrigsministeriets talsmand Lin Jian og opfordrer til "retfærdig og gensidig respektfuld dialog", skriver AFP.
Tirsdag svarede Kina igen ved fra 10. februar at indføre told på en række varer, der importeres fra USA, oplyste Kinas finansministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mens der for kul og naturgas vil gælde en told på 15 procent, vil import af landbrugsudstyr og flere amerikanske biler blive ramt af en told på 10 procent.
Ifølge det kinesiske udenrigsministerium er de foranstaltninger, som Kina har truffet, "nødvendige for at beskytte dets legitime rettigheder og interesser".
- Der er ingen vindere i en handelskrig eller en toldkrig, siger Lin Jian.
Onsdag morgen dansk tid lyder det desuden, at det amerikanske postvæsen (USPS) midlertidigt er stoppet med at tage imod pakker fra Kina og Hongkong.
Det vil gælde, indtil noget andet meldes ud, lyder det.
Ifølge mediet CNN oplyser postvæsenet ikke, hvorfor distributionen af pakkerne indstilles. Det lyder dog, at det ikke gælder breve.
Ifølge Kina er den amerikanske told en "alvorlig overtrædelse" af WTO's globale handelsregler.
Derfor har Kina officielt klaget til WTO over de amerikanske toldsatser, skrev AFP tirsdag morgen.
/ritzau/
