Kina og USA skal sammen afværge truslen fra Nordkorea – men de to lande ser helt forskelligt på situationen

USA mener, at Nordkorea bygger missiler som et offensivt våben – Kina mener, at atomprogrammet er til for at kunne forsvare sig. De forskellige opfattelser af truslens kerne gør det svært at nå til enighed om et fælles pres på det nordkoreanske styre.

Nordkoreas leder Kim Jong-un har igen fået den konstante konflikt til at blusse op. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har endnu en gang fået alle op af stolene i verdens mest magtfulde nationers regeringsbygninger. Natten til onsdag affyrede Nordkorea nemlig et testmissil, der angiveligt havde en rækkevidde til at kunne nå alle dele af USA. Missilet har fået navnet Hwasong 15 og styrtede senere ned i det japanske hav.

Kim Jong-un sagde kort efter gennem det koreanske statsmedie, at missilet er i stand til at ramme hele USAs fastland og supplerede: »Vi har nu endelig opnået vores historiske ambition om at blive en atommagt.«

USAs præsident Donald Trump var hurtigt ude med et forsøg på at nedtone dramaet ved at forsikre om, at han har styr på situationen:

»Om affyringen, så vil jeg bare sige: Vi ordner det.«

Affyringen natten til onsdag var Nordkoreas første siden 15. september, og den er efterfølgende blevet fordømt af en række statsledere.

USA's største handelspartner og formentlig vigtigste og mest magtfulde partner, når det kommer til Nordkorea – Kina – har gennem udenrigsministeriets talsmand udtrykt »alvorlig bekymring« og sagt, at Kina vil fortsætte med at opretholde fred og stabilitet i Nordkorea og arbejde på en løsning på konflikten.

Flere gange er det blevet slået fast, at de to lande, USA og Kina, der for alt i verden bliver nødt til at samarbejde om truslen fra Nord, langt fra er enige i håndteringen af situationen.

Trumps administration har konsekvent erklæret, at målet er at isolere Nordkorea gennem skrappe sanktioner, som har til formål at stoppe atomprogrammet og få Nordkorea til at søge dialog med USA. Men det kinesiske styre tror ikke på, at den metode virker, selv om landet modstræbende har accepteret udvidede sanktioner gennem FN. Indtil videre virker det da også mere, som om sanktionerne har ramt den nordkoreanske befolkning og ikke det yderst veludviklede atomprogram.

Kina har derimod lagt op til en lempeligere kurs over for deres nabo og har blandt andet foreslået, at Sydkorea og USA skal stoppe deres fælles militære øvelser til gengæld for, at Nordkorea så indstillede sit atomprogram. Men det forslag har Trumps administration blankt afvist.

Derudover tror Kina på, at den sikreste vej til at få Kim Jong-un til forhandlingsbordet er ved at love ham, at hans regime ikke vil blive væltet. Men løfter om at sikre den nordkoreanske diktators magt er ikke nødvendigvis i USAs og regionale allieredes interesse, og i stedet har situationen udviklet sig til den mere eller mindre konstante og aggressive ordkrig mellem Donald Trump og Kim Jong-un.

Uenigheden mellem de to verdensmagter, USA og Kina, om truslen fra Nordkorea bunder i virkeligheden i, at USA ser Nordkoreas atomprogram som et angreb, hvor Nordkorea har i sinde at skræmme USA ud af Sydkorea med ambitionen om at genforme syd og nord til ét samlet Korea under Kim Jong-uns ledelse.

Kina har derimod flere gange givet udtryk for, at de omvendt ser Nordkoreas atomprogram som et forsvar, fordi landet oprigtigt føler sig truet af USA og Sydkorea.

Kina har endnu ikke offentligt taget stilling til, hvordan landet ville reagere, hvis USA angreb Nordkorea. Men i en leder i den statsejede avis Global Times, stod der i august, at hvis USA angreb Nordkorea som følge af, at Nordkorea havde affyret missiler, der truede amerikansk jord – så ville Kina være neutrale.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien

Artiklen er blevet opdaget. Berlingske skrev først: »Men i en leder i den statsejede avis Global Times, stod der i august, at hvis USA angreb Nordkorea som følge af, at Nordkorea havde lanceret missiler, der truede amerikansk jord – så ville Kina være neutrale.« Dette er ikke korrekt.