Kina og USA gør store fremskridt i handelsforhandlinger

Kina og USA er enige om proportionalt at tilbagerulle afgifter på hinandens varer, skriver Bloomberg News.

USA-TRADE/CHINA
(Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Kevin Lamarque

Kina og USA er enige om proportionalt at tilbagerulle afgifter på hinandens varer i faser. Det siger Kinas handelsministeriums talsmand, Gao Feng, ifølge Bloomberg News.

Størrelsen på afgiftslempelserne, der vil komme på tale i første fase, der ventes underskrevet i de kommende uger, vil afhænge af indholdet af aftalen, påpeger Gao Feng.

Hvis det bliver bekræftet af USA, kan sådan en aftale skabe en vej fremad for en aftale, som kan afslutte handelsstriden.

»Handelskrigen begyndte med toldafgifter, og den bør ende med fjernelse af toldafgifter,« siger Gao, som fremsatte udtalelserne på et almindeligt pressemøde.

»I de seneste to uger har de førende forhandlinger fra begge sider ført seriøse og konstruktive drøftelser om en løsning på forskellige kerneproblemer,« pointerer Gao.

Nyhedsbureauet Reuters citerer kinesiske regeringskilder for, at en del toldafgifter må fjernes på begge sider, før det kan komme til en handelsaftale med USA.

Kinas vigtigste punkt har siden starten af forhandlingerne været en fjernelse af straftolden på kinesiske varer, som USA's præsident, Donald Trump, har indført.

På aktiemarkederne er der blevet taget rigtigt godt imod nyheden om, at første skridt mod en afslutning på handelskrigen kan være taget.

»De europæiske aktiekurser steg til det højeste niveau i fire år på baggrund af rapporterne om fremskridtene handelsforhandlingerne mellem verdens to største økonomier,« siger makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank.

Han minder om, at der tilbage i foråret også var meldinger fra handelsforhandlingerne om, at der var opnået enighed, og at en handelsaftale blot manglede at blive skrevet under. En underskrift glippede imidlertid i ellevte time.

Siden handelskrigen startede i begyndelsen af 2018, har USA og Kina over flere gange indført højere told på import af hinandens varer.

Kina har dog ikke kunnet gøre det i samme omfang som USA, da landet ikke importerer lige så meget fra USA, som USA importerer fra Kina.

En aftale mellem USA og Kina kan afslutte udbredt usikkerhed og føre til en vending i den globale økonomi.

/ritzau/