Kina og Rusland i stor fælles militærøvelse

Med Kina og Rusland i spidsen tog en sammenslutning af i alt seks lande torsdag fat på deres hidtil største fælles militærøvelse. Samarbejdet vil blive øget.

6000 landtropper og 36 flyfartøjer gik torsdag i gang med en større militærøvelse i det nordvestlige Kina.

Med Kina og Rusland i spidsen var det den såkaldte Shanghai Coorperation Organisation, som åbnede sin største militærøvelse til dato. Foruden de to stormagter indgår Kasakhstan, Kirgistan, Usbekistan og Tadsjikistan i organisationen, som blev stiftet midt i 1990'erne.

- Vi vil også fremover lave militære øvelser i SCO's regi, men i langt større målestok, siger general Yuri Balujevskij til nyhedsbureauet ITAR-TASS.

Han understreger dog, at SCO ikke ruster sig mod en konkret fjende, men at samarbejdet skal bekæmpe trusler som terrorisme, narkohandel og organiseret kriminalitet.

/ritzau/