Kina og Rusland bruger veto mod FN-resolution om Venezuela

USA taber afstemning i FN om resolution. Det gør også Rusland kort efter med tekst, der støtter Maduro-regime.

USA's særlige udsending til Venezuela, Elliott Abrams (forrest i midten) udtrykte skuffelse, after at Rusland og Kina valgte at nedlægge veto mod resolution, der krævede nyt præsidentvalg i Venezuela. Johannes Eisele/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

New York. Rusland og Kina har torsdag aften dansk tid nedlagt veto mod en resolution, der kræver udskrivelsen af et nyt præsidentvalg i Venezuela og en garanti for, at nødhjælp kan nå frem til landet.

Det var USA, der havde fremlagt resolutionen.

Frankrig, Tyskland og Storbritannien var blandt de lande, der bakkede den amerikanske resolution op.

Sydafrika stemte nej, mens Indonesien, Ækvatorial Guinea og Elfenbenskysten undlod at stemme.

Rusland og USA har længe været dybt uenige om linjen i Venezuela. Hvor USA og flere vestlige og sydamerikanske lande er gået sammen om at anerkende oppositionsleder Juan Guaido som landets legitime leder, støtter lande som Rusland og Kina fortsat Nicolas Maduro, den siddende præsident.

Guaido erklærede sig selv som landets midlertidige præsident i sidste måned, da en samlet opposition anså Maduros sejr ved sidste års præsidentvalg som et resultat af udpræget valgsnyd.

- Ved at stemme mod denne resolution vælger nogle medlemmer af dette råd at skærme Maduro og hans kumpaner og forlænge den venezuelanske befolknings lidelser, lød det fra USA's særlige udsending til Venezuela, Elliott Abrams, efter afstemningen.

- Denne krise har spredt sig vel ud over Venezuelas grænser og truer med at destabilisere hele regionen.

Der er 15 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Fem lande har ret til at nedlægge veto. Det er USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, der omtales som permanente medlemmer.

Det gik dog ikke bedre for Rusland, der selv fremlagde en resolution umiddelbart efter den amerikanske, der udtrykte støtte til den siddende - og trængte - Nicolas Maduro og hans regering i Caracas.

Den russiske resolution opfordrede desuden til at finde en politisk løsning på den krise, det sydamerikanske land i øjeblikket befinder sig i.

Den russiske tekst fik bare fire stemmer i Sikkerhedsrådet. Fire undlod at stemme, og resten var imod.

For at få vedtaget en resolution i FN's Sikkerhedsråd kræver det mindst ni stemmer for. Samtidig må ingen af de permanente medlemmer stemme imod.

/ritzau/Reuters