Kina og Japan lover hinanden venskab

Japan og Kina har på et banebrydende topmøde lagt deres bitre fortid bag sig og besluttet sig for at arbejde sammen om blandt andet miljø, militær og fødevaresikkerhed.

Efter næsten 70 års kølig distance mellem Kina og Japan er der nu nye varme toner mellem de to lande. Her bliver Kinas præsident, Hu Jintaos (t.h.), vist rundt under det fem dage lange topmøde i Japan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kazuhiro Nogi/AFP

TOKYO: De tre kinesere står med det kinesiske flag i hånden. De er helt alene. Rundt om dem står cirka 200 japanere. Japanerne står og råber »Free Tibet« og »Hu Jintao tag hjem«, mens de tibetanske og japanske flag blafrer i vinden.

»Vi er her for at vise vores støtte til Kina og vores præsident,« siger den ene af de tre studerende fra Waseda Universitet i Tokyo.

Modsætningerne lever i bedste velgående. En ny japansk meningsmåling viser, at 51 procent af de adspurgte ønsker en hårdere linje over for Kina. Men lederne af verdens anden- (Japan) og tredjestørste (Kina) økonomier har i et historisk gennembrud valgt en anden vej under den kinesiske præsident Hu Jintaos netop overståede fem dage lange besøg i Japan.

Hu og den japanske premierminister, Yasuo Fukuda, blev enige om at lægge mere end 70 års historiske stridigheder bag sig:

»Som naboer og lande med en enorm indflydelse i Asien og resten af verden har Kina og Japan ikke andet valg end at gå fredens vej og vælge venskab og samarbejde,« som Hu Jintao sagde på en pressekonference på Waseda Universitetet i onsdags.

Nag fra krigen
Mødet mellem Japan og Kina var først og fremmest af stor symbolsk betydning. Topmødet viste, at de to lande er på vej ind i en ny fase. Især hvis man sammenligner det med sidste, gang en kinesisk præsident besøgte Japan. Det var i 1998. Dengang forlangte præsident Jiang Zemin en undskyldning for Japans invasion af Kina i 1931. Det fik han ikke, og besøget blev begyndelsen på ti års kulde mellem de to nationer. Stort set hver gang Japan og Kina tidligere er mødtes, har det været et af de værste stridspunkter.

Forholdet gik især ned ad bakke under den tidligere japanske ministerpræsident Junichiro Koizumi. Han insisterede på at besøge Yasukuni, der er et mindesmærke over de japanske soldater, der faldt under Anden Verdenskrig. Det er et symbol på Japans militante fortid, mener kineserne og flere andre asiatiske lande.

Men Yasuo Fukuda har sagt, at han ikke vil besøge helligdommen. Den beslutning har været med til så småt at forbedre forholdet mellem Japan og Kina de seneste to år. Og under topmødet kunne de to ledere viske tavlen ren:

»Det er vigtigt for os at huske historien, men det betyder ikke, at vi skal bære nag,« sagde Hu Jintao.

Mad, miljø og militær
Ikke alene er det farligt, når to så store militære magter ikke kan enes. Det er også dårligt for forretningen. I dag er Kina blevet Japans største handelspartner, og Japan har på trods af det dårlige forhold investeret kraftigt i Kina de seneste 30 år.

På mødet blev de to landes ledere også enige om at mødes fast en gang om året. Samtidig er de blevet enige om at udvide det militære samarbejde samt at arbejde sammen på miljøområdet og med fødevaresikkerhed. De to lande forsøgte dog også at finde en løsning på en årelang strid om olie- og gasfelter i det Sydkinesiske Hav. Det mislykkedes. Men begge ledere har slået fast, at der er en løsning på vej.