Kina nægter at have testet nyt antisatellit-våben

De kinesiske myndigheder afviser amerikanske påstande om, at landet har testet et våben, der kan skyde satellitter ned. USA, Canada, Australien og Japan er bekymrede og kræver en detaljeret forklaring.

SHANGHAI: Kina afviste i går at bekræfte amerikanske efterretningsoplysninger om, at landet har testet et våben, der kan skyde satellitter ned. En øvelse, der i teorien gør Kina i stand til at skyde andre landes spionsatellitter ned.

»Vi kender ikke noget til nogen test. Normalt skriver medierne historier på baggrund af andenhånds informationer, og vi har ikke tid til at granske den slags historier,« sagde en talsmand fra forsvarsministeriets udenrigskontor til det franske nyhedsbureau AFP.

Nedskydningen af den udtjente kinesiske vejrsatellit skulle angiveligt have fundet sted 865 km over Jorden i sidste uge, og den kan være smadret i op til 40.000 stykker varierende i størrelse fra en til 10 centimer. Omkring halvdelen af disse kan forblive i kredsløb om Jorden i over ti år.

Symbolik
Hvis der er tale om en test, så er det den første siden 1985, hvor frygten for, at netop småstykker fra den nedskudte satellit ødelægger andre vigtige satellitter i kredsløb, fik USA til at indstille alle test af den slags våben. Men sidste år understregede USAs præsident, George W. Bush, at landet forbeholder sig retten til »handlefrihed i rummet«.

Kina har ellers været den ledende kritiker af Washingtons politik, og derfor bliver testen opfattet som stærkt symbolsk.

USA var ikke længe om at fordømme testen sammen med Canada og Australien.

»USA mener, at Kinas udvikling og test af sådan et våben er uforeneligt med ånden i det samarbejde, som begge lande stræber efter i det civile luftrum,« sagde talsmand Gordon Johndroe fra USAs nationale sikkerhedsråd.

Forklaring udbedes
I går fulgte Japan, der længe har været bekymret over Kinas hastigt voksende militærbudget, trop. Landets regering bad det kinesiske udenrigsministerium om en detaljeret forklaring, og i Canberra blev den kinesiske ambassadør i Australien kaldt til samtale i udenrigsministeriet.

Japans nye premierminister, Shinzo Abe, har netop ændret landets forsvarskontor til et forsvarsministerium, hvilket i Kina bliver tolket som et bevis på det ellers pacifistiske Japans mål om igen at blive en militærmagt.

Men siden Nordkoreas atomprøvesprængning har Japan ikke manglet gode argumenter for, hvorfor landet tænker på at forsvare sine indbyggere.

Og nogle eksperter vurderer, at Japan nu har endnu et argument for at starte et våbenkapløb - for eksempel ved at begynde at udvikle rumteknologi til nationalt forsvar.