Kina langer ud efter Trumps klimaplaner

Den republikanske præsident-kandidat Donald Trumps trusler om at ophæve USAs deltagelse i klimaaftalen fra COP21 i Paris er ikke populære i Kina.

Arkivfoto. Kinas præsident, Xi Jinping, var hurtig til at få de hjemlige procedurer på plads og COP21-aftalen kørt igennem landets nationalkongres. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED DUFOUR

De to lande i verden, der udleder den største mængde klimaskadelige drivhusgasser - Kina og USA - underskrev allerede i foråret klimaaftalen fra Paris ved en ceremoni i FN.

Kinas præsident, Xi Jinping, var efterfølgende hurtig til at få de hjemlige procedurer på plads og COP21-aftalen kørt igennem landets nationalkongres. USAs præsident, Barack Obama, behøvede ikke at sende aftalen til ratifikation, men kunne nøjes med at sætte sin underskrift som præsident. Dermed kunne Xi og Obama i fællesskab give deres endelige godkendelse af den globale klimaaftale under G20-topmødet i Hangzhou i september.

Det kunne vise sig at være »det øjeblik, vi besluttede at redde vores planet«, sagde Obama ved den lejlighed.

Annonceringen var et af højdepunkterne ved topmødet og et resultat af intense og lange forhandlinger om emnet.

Men hedder USAs næste præsident Trump til efternavn, er det meget muligt, at klima-diplomatiet mellem Kina og USA har været forgæves. Republikanernes præsidentkandidat har truet med at annullere den amerikanske deltagelse i klimaaftalen, hvis han kommer til magten.

Trump: Klimaforandringer er fup

Normalt kommenterer repræsentanter fra den kinesiske ledelse ikke, hvad der sker i den amerikanske valgkamp, men sidste uge afveg landets øverste klimaforhandler fra den tradition.

Xie Zhenhua, der har titel af Kinas særlige repræsentant for klimaændringer, udtalte på et pressemøde i Beijing, at »en vis politisk leder« ville søge et standpunkt, der svarer til den internationale konsensus.

Verden bevæger sig i retning af at balancere miljøbeskyttelse og økonomisk vækst bedre, forklarede han som svar på et spørgsmål om, hvordan Kina vil arbejde med en Trump- administration om klimaændringer.

»Hvis de går imod den tendens, tror jeg ikke, de vil vinde støtte fra deres befolkning, og deres lands økonomiske og sociale fremskridt vil også blive påvirket,« sagde Xie Zhenhua ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I Paris blev det internationale samfund enig om at holde den globale opvarmning under to grader celsius og med en ambition om, at den holder sig på kun halvanden grad.

Kina udgør som verdens største udleder af drivhusgasser en hjørnesten i aftalen fra COP21-mødet. Landet står alene for omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledning, mens USA står for cirka 18 procent. Trump har kaldt klimaforandringer et fupnummer udtænkt af den kinesiske regering.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina.