Fra årsskiftet vil Kinas regering for første gang i 30 år begynde at opkræve moms på præventionsmidler for at motivere familier til at få flere børn.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Kina har ellers i årtier ført en etbarnspolitik.

Regeringen har tidligere opfordret befolkningen til at bruge prævention, der har været lettilgængelig, undtaget skat og i nogle tilfælde været gratis.

Produkter som kondomer vil blive pålagt en grundmoms på 13 procent, som de fleste varer er underlagt i Kina, skriver AP.

Etbarnspolitikken blev indført omkring 1980 og varede indtil 2015, hvor den blev ændret, så man måtte få to børn i stedet. Da Kinas befolkning begyndte at falde, hævede regeringen i 2021 begrænsningen yderligere til tre børn.

I 2024 blev der født 9,5 millioner børn i Kina, hvilket er omkring en tredjedel mindre end de 14,7 millioner, der blev født i 2019. Det viser tal fra landets myndigheder.

Da der årligt dør flere, end der fødes i Kina, overtog Indien i 2023 Kinas førsteplads som det mest folkerige land i verden.

Som i de fleste andre lande er det meste af ansvaret for prævention i Kina op til kvinden.

Forskning fra Bill & Melinda Gates Foundation fra 2022 viser ifølge AP, at 44,2 procent af kinesiske par bruger spiraler, og 9 procent bruger kondomer. 30,5 procent benytter sig af sterilisation af kvinden, mens 4,7 procent benytter sig af sterilisation af manden.

Eksperter har udtrykt bekymring for, at reduceret brug af kondomer kan øge folkesundhedsrisici.

Blandt dem er Qian Cai, der er direktør for Demographics Research Group ved University of Virginia.

- Højere priser kan reducere adgangen til prævention blandt økonomisk dårligt stillede befolkningsgrupper, hvilket potentielt kan føre til stigninger i uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme, siger han.

Han vurderer dog, at for par, der ikke ønsker børn, vil en afgift på 13 procent næppe påvirke reproduktive beslutninger, når det vejes op mod de langt højere omkostninger ved at opdrage et barn.

Kina har et af verdens højeste antal aborter per år. Ifølge landets sundhedsmyndigheder blev der foretaget mellem 9 og 10 millioner aborter årligt mellem 2014 og 2021, skriver AP.

Ifølge eksperter kan det faktiske tal dog være højere, da nogle søger behandling på undergrundsklinikker. Kina stoppede med at offentliggøre data om aborter i 2022.

/ritzau/