Kina glemmer ikke Nanjing

I 1937 angreb Japan den daværende kinesiske hovedstad, Nanjing, og begik massakre på byens soldater og civile. 70-årsdagen blev mindet over hele Kina.

Japansk soldat lægger an til at halshugge en kineser i Nanjing i 1937. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP

I torsdags var det 70 år siden, japanerne invaderede Nanjing. Det blev markeret over hele Kina, hvor der flere steder blev holdt et minuts stilhed. Men især i Nanjing, hvor man kunne høre luftsirenerne hyle, og hvor man holdt et minuts stilhed til minde om ofrene.

Vi må ikke glemme massakren, har der stået i flere aviser de seneste dage. Det er der nu heller ikke nogen stor risiko for, at kineserne kommer til. I hele uddannelsessystemet får børnene banket historien om dengang i 1937 ind i hovedet. Der er metervis af historiebøger om begivenheden. Og der går stort set ikke en uge, uden at massakren dukker op i medierne eller bliver diskuteret på blogs eller fora. For massakren spiller en hovedrolle i det anstrengte forhold til Japan. Det er et af de stærkest væskende diplomatiske sår imellem Kina og Japan, der aldrig har givet Kina en solid undskyldning for dengang i 1937.

Derfor: Sig nu undskyld og erkend den frygtelige massakre. Sådan har opfordringen til den japanske regering lydt i flere medier.

Det er nyt. Normalt plejer tonen at være meget mere skinger. Medier og højtstående politikere har de tidligere år nærmest konkurreret om, hvem der kunne fordømme Japan mest muligt. Men centralregeringen i Beijing arbejder på at forbedre forholdet til Japan, og derfor forholdt centralregeringen sig i ro.

Men massakren er altså stadig forsidenyhed i Kina. Ikke blot fordi man er ved at markere 70 års jubilæet. Siden især 1990erne er massakren blevet intensivt dyrket af medier og magthavere.

Men under Mao Zedongs styre forsvandt massakren helt fra den offentlige hukommelse.

Der var ikke rigtig brug for den og historierne om de aggressive japanere. Der var ikke nogen grund til at fortælle om kinesernes lidelser under krigen mod Japan. Krigen mod Japan kostede omkring 20 millioner kinesere livet og sendte op mod 100 millioner på flugt. Sådan lyder de mest kvalificerede bud. Altså ikke nogen lille begivenhed. Alligevel var der under Mao hverken museer, mindesmærker, film, litteratur eller Den Ukendte Soldats grav. Der var stort set intet, der kunne minde kineserne om krigen og massakren i Nanjing.

Kommunismens sejr
Derimod var der masser af historier om, hvor heroisk de kommunistiske soldater havde kæmpet mod nationalisterne. Freden med Japan i 1945 betød jo, at der udbrød borgerkrig mellem Kinas Kommunistparti og Nationalisterne, som først ophørte i 1949. Nej, det var kun på grund af Kommunistpartiets modstand, at japanerne blev verfet ud af landet. Det var kommunisternes sejr.

Det er den fortælling, der bliver fortalt til langt op i 1980erne, indtil Mao er død og borte, og hvor reformerne er begyndt at ændre Kina. Her begynder krigen mod Japan langsomt at sive tilbage i den offentlige hukommelse. Enkelte artikler bliver skrevet. Et par bøger bliver udgivet.

Men det er især efter 1989 og studenteroprøret, der munder ud i episoden på Tiananmenpladsen i Beijing, at Kinas Kommunistparti genopdager krigen mod Japan. Støtten til det kommunistiske styre og partiets ideologi er blevet stadig svagere. Partiets legitimitet smuldrer. Derfor begynder det at lægge mere vægt på nationalismen. På patriotismen.

I medierne, i de akademiske kredse og i populærkulturen er det nu fortællingen om de heroiske kinesere, der dukker op. Ikke kommunister. Men kinesere. Det er fortællingen om Kina som offer for det aggressive Japan.

Talkrig
Derfor ender det også tit i en kamp om tal. Jo flere ofre, jo bedre. De fleste seriøse bud går på, at der var 200.000 dræbte. Men ligesom der findes folk, der benægter Holocaust, på samme måde findes der især japanere, der benægter massakren i Nanjing. Altså ingen kinesiske ofre. Andre japanere siger få tusinde.

Selv siger kineserne, at 300.000 blev dræbt dengang i Nanjing. Det har været det officielle og dermed korrekte tal siden 1995, da Kinas daværende præsident Jiang Zemin kom med tallet i en tale. Det er støbt i cement. Bogstaveligt talt, endda. På et mindesmærke i Nanjing.

I dag er der nemlig masser af mindesmærker om massakren. Et af de første og største ligger naturligt nok i Nanjing, og her er tallet 300.000 støbt ind i netop cement ved indgangen til det store museum og mindesmærke.

Nye mindesmærker kommer stadig til. Så sent som i torsdags indviede man et nyt monument. Det var til ære for 1.300 kinesere, der døde under en bestemt episode under belejringen af Nanjing.