Kina forsøgte at rekruttere dansk embedsmand via LinkedIn: »Dette møde er meget skummelt«

Kinesiske agenter kontakter hver dag tusindvis af personer via LinkedIn i håb om, at de kan rekrutteres som mulige spioner for den kinesiske regering. Det er især tidligere embedsmænd, som falske, kinesiske profiler tager kontakt til.

Jonas Parello-Plesner er programdirektør ved tænketanken Alliance of Democracies og seniorforsker ved Hudson Institute. Tidligere har han arbejdet i det danske udenrigsministerium, og det var tilsyneladende den baggrund, der i 2011 fik kinesere til at tage kontakt til ham via LinkedIn.

En tidligere embedsmand fra præsident Barack Obamas udenrigsministerium modtog beskeder fra en person via LinkedIn. Den ukendte tilbød at flyve embedsmanden til Kina, hvor der ventede »velbetalte« muligheder.

En dansk udenrigspolitisk embedsmand fik via LinkedIn beskeder fra en person, der foregav at være en kvinde, der repræsenterede et kinesisk headhuntingfirma. Kvinden ville mødes med ham i Beijing. I stedet dukkede tre midaldrende mænd op og oplyste, at de kunne hjælpe den tidligere embedsmand med at få »fin adgang til det kinesiske system« i forbindelse med hans forskning.