Kina forlænger pauser i told på amerikanske varer og skibe
Kina forlængede i november 2025 en suspendering af told på amerikanske varer og har nu forlænget den igen.
Kina forlængede i november 2025 en suspendering af told på amerikanske varer og har nu forlænget den igen.
Kina forlænger suspenderingen af en forhøjet told på 24 procent på amerikanske varer i to måneder, men bibeholder en told på ti procent.
Det oplyser landets regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kina forlænger desuden en suspendering af havneafgifter på skibe med tilknytning til USA i to måneder. Det oplyser Kinas transportministerium.
Begge suspenderinger træder i kraft tirsdag og udløber den 10. januar næste år.
Suspenderingerne blev første gang indført den 10. november sidste år og stod til at udløbe tirsdag, men de er altså nu blevet forlænget.
Efter et topmøde i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., i september foreslog begge parter at indføre gensidige toldnedsættelser for omkring 60 milliarder dollar. Planen er dog endnu ikke faldet endegyldigt på plads.
Kina forlænger toldsuspenderingerne for at implementere "de resultater og den konsensus, der blev opnået på mødet i Washington mellem statsoverhovederne for Kina og USA", oplyser regeringen i en udtalelse.
Kina vil "nøje følge de følgende skridt fra den amerikanske side og vil, hvor det findes hensigtsmæssigt, tilpasse de relevante modforholdsregler på toldområdet i lyset af udviklingen", skriver regeringen.
RITZAU