Kina er villig til at samarbejde med USA, når det kommer til at skabe "strategisk stabilitet".

Det oplyser Guo Jiakun, der er talsperson for landets udenrigsministerium, ifølge AFP.

Det lyder desuden, at landet vil samarbejde med USA om at "uddybe forholdet" mellem de to lande, styrke dialogen samt håndtere uenigheder på en "hensigtsmæssig måde".

Udtalelsen kommer, forud for at Kinas præsident, Xi Jinping, rejser til USA onsdag.

Kinas regering har mandag bekræftet mødet mellem de to præsidenter.

Xi Jinping skal efter planen opholde sig i USA fra onsdag til fredag, lyder det.

Ifølge Guo Jiakun skal de to ledere have en "dybdegående samtale om vigtige spørgsmål" angående forholdet mellem USA og Kina samt "om verdensfreden og udvikling".

Forventningen er, at mødet kommer til primært at handle om handel, teknologi og bredere strategiske problemer, skriver AFP.

Landene har for eksempel været i handelskrig, og selv om der i næsten et år har været ro på den front, så har de endnu ikke indgået en permanent aftale.

Xi Jinpings rejse til USA var i forvejen kendt, da præsident Donald Trump allerede tilbage i juli meldte den besked ud.

Da lød det, at den kinesiske præsident ville komme til landet 24. september, og at de to blandt andet skal tale om kunstig intelligens.

Trump inviterede sin kinesiske kollega, da han selv var på besøg i Kina i maj.

Under besøget fra den amerikanske præsident kaldte Xi Jinping Taiwan for det vigtigste emne i forholdet mellem Kina og USA.

Xi Jinping vil onsdag blive taget personligt imod af Trump på militærbasen Joint Base Andrews.

De to vil efterfølgende indlede deres møde torsdag.

Søndag lød det fra Trump, at han vil drøfte "næsten alt" med Xi Jinping.

RITZAU