I Kina er man begyndt at anvende en ny metode for at stoppe spredningen af covid-19: En vatpind op i anus.

Bloomberg kan fortælle, at flere tusinde kinesere de seneste dage er blevet testet med den nye teknik, som ifølge visse kinesiske læger kan være mere effektiv til at spore covid-19.

Metoden, hvor prøven tages to-tre centimeter oppe i endetarmen, er især blevet anvendt på skolebørn og lærere i det nordlige Kina inklusive hovedstaden Beijing, hvor der har været frygt for et nyt smitteudbrud.

Kinesisk forskning indikerer, at spor af virussen kan findes i længere tid i endetarmen, end de kan i svælget eller luftrøret, har en højtstående læge fortalt til kinesisk stats-tv i sidste uge. Især asymptomatiske tilfælde, hvor der ikke er meget virus i kroppen, kan være lettere at opdage på denne måde, lyder ræsonnementet for den nye teknik.

I Shaanxi-provinsen fortæller myndigheder, at de eksempelvis har oplevet, at en 52-årig mand testede negativ for covid-19, da han blev testet i halsen, men så senere testede positiv, da han blev testet analt. Myndighederne formoder, at virussen kan spores i en længere periode i tarmen.

Der er endnu ikke foretaget meget forskning, der kan bekræfte, om analtestene vitterlig er mere effektive.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har kinesisk stats-tv oplyst, at det ikke er planen, at den nye testteknik skal anvendes bredt i landet, da den ikke er »belejlig«. Nyhedsbureauet skriver også, at brugere på det sociale medie Weibo har udtrykt utilfredshed over analtesten, som de kalder »ydmygende«.

Mens nye mutationer spreder sig verden over, er Kinas myndigheder bekymrede for det nært forestående kinesiske nytår, der finder sted 12. februar. Sidste år var øget rejseaktivitet i højtiden formentlig med til at sprede virussen rundt i landet.

Personer fra områder, der er kategoriseret som »medium- eller højrisikoområder«, har fået forbud mod at rejse ind i Beijing og andre storbyer.