Kina besegler sit venskab med Storbritannien

Den kinesiske præsident lover at investere milliarder i bygning af et britisk atomkraftværk, men det er risikabelt for britiske sikkerhedsinteresser, lyder advarslen fra anonyme militærpersoner.

Kinas præsident, Xi Jinping, er netop nu på statsbesøg i Storbritannien, og underskrev her en investeringsaftale om et nyt britisk atomkraftværk med den britiske premierminister David Cameron. Foto: Leon Neal Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: For den britiske regering er det forretning. For det kinesiske styre er det forretning og politik. Det er den generelle udlægning af en kinesisk investering på mere end 60 milliarder kroner i et nyt britisk atomkraftværk. Aftalen om den store investering blev endelig bekræftet under et møde onsdag mellem premierminister David Cameron og den gæstende kinesiske præsident, Xi Jinping.

»Vi deler interessen for en stabil verden, der følger internationale regler,« sagde Cameron i en erklæring efter mødet med præsident Xi, hvor den britiske premierminister hyldede det stærkt udvidede forretningsmæssige samarbejde mellem de to lande.

Præsident Xi kom i sin erklæring med en opfordring til et »dybere praktisk samarbejde på alle niveauer« og glædede sig over et fundament for en »guldalder« i forholdet mellem Kina og Storbritannien.

Ikke bare en normal kinesisk investering

Cameron og finansminister George Osborne har fremhævet, at bygningen af det første nye, britiske atomkraftværk i mange år er en afgørende investering i den fremtidige energiforsyning til den britiske befolkning.

Kina skal stå for anslået en tredjedel af investeringen i atomkraftværket »Hinkley Point« i Somerset i det sydvestlige England, der også vil få en fransk investering og er budgetteret til omkring 180 milliarder kroner. For Cameron og Osborne har det været afgørende at få udenlandske investeringer i projektet for at kunne fastholde i ambitionen om at rette markant op på det britiske statsbudget i den nuværende, konservative regeringsperiode. Men et atomkraftværk kan ikke bare betragtes som en normal investering, har advarslen lydt de seneste dage i britiske medier fra anonyme britiske militærpersoner og folk i sikkerhedstjenesterne.

»Der er en stor splittelse mellem pengemændene og sikkerhedssiden,« sagde en kilde til The Times.

»Finansministeriet fører an, og herfra lytter man ikke til nogen — de ser Kina som en mulighed, men vi ser det som en trussel.«

Bekymringen er, at det kinesiske styre under en eventuel fremtidig konflikt vil have indgående kendskab til den britiske atomindustri.

Fra flere sider er det også blevet påpeget, at USAs regering har registreret omfattende kinesisk computerspionage, og at man nu vil overlade softwareudvikling til britisk atomindustri i hænderne på Kina. Den britiske regering har efterfølgende forsikret om, at udviklingen vil ske under stram overvågning fra britiske sikkerhedstjenester.

I alt forventer man bekræftelse på kinesiske investeringer for mere end 300 milliarder kroner under det kinesiske statsbesøg. Det ser ud til at kunne blive en god forretning for briterne, men for Kina er det ifølge en række udenrigspolitiske eksperter både en kalkuleret investering i et givtigt marked og en investering i international indflydelse.