Den kinesiske regering siger, at den har fundet skildpadder og fisk med sensorer, som angiveligt bruges af andre landes efterretningstjenester til at kortlægge Kinas kystlinje.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Advarslen kommer fra det kinesiske ministerium for statslig sikkerhed. På sociale medier har ministeriet skrevet et opslag med titlen "I det dybe hav raser understrømmen".

- Relativt store havdyr med fastgjorte sensorer er blevet opdaget i visse kinesiske farvande, skriver ministeriet.

Ifølge ministeriet blev dyrene fundet "svømmende i et specifikt område, hvor de indsamlede følsomme data om havmiljøet såsom vandtemperatur, saltindhold og havstrømme".

De indsamlede data blev sendt via satellit til andre lande ifølge ministeriet.

Opdagelserne skal angiveligt bruges til at lave "undervandskort" og "identificere svage punkter i Kinas kystforsvar", skriver ministeriet.

Kina omtaler det som "en alvorlig trussel mod Kinas nationale sikkerhed".

Udenlandske grupper skal også have brugt soldrevne overfladefartøjer, bøjer udstyret med sensorer og forskellige apparater, som er blevet sat på fragtskibe.

Sidstnævnte menes at være blevet brugt til at kortlægge "dynamikken" i forskellige havne i realtid, lyder det.

Fra kinesisk side sættes der ikke navn på nogen specifik efterretningstjeneste, der menes at stå bag.

Kina og vestlige regeringer har dog gennem lang tid beskyldt hinanden for spionage.

Sidste år advarede Kina ansatte i regeringen om, at de bør være på vagt over for såkaldte honeytraps - på dansk honningfælder.

En embedsmand var nemlig blevet narret af en udenlandsk agents "forførende skønhed", lød det.

Efterretningssamarbejdet Five Eyes - som omfatter Australien, Canada, New Zealand, Storbritannien og USA - sagde sidste måned, at kinesiske spioner på internettet udgiver sig for at være rekrutteringskonsulenter for at få adgang til følsomme oplysninger.

/ritzau/AFP