Kim og Kim SKAL hænge på væggen

Forskellene kunne ikke være større mellen Nord- og Sydkorea. Og det hænger især sammen med to portrætter som skal hænge i alle nordkoreanske hjem.

BEIJING: Der skal hænge to portrætter på væggene i alle hjem i Nordkorea. Der må ikke hænge andre billeder, malerier eller ting på den samme væg. Ikke engang af ens egen familie. Portrætterne skal gøres rene hver dag. Derfor har mange familier en lille æske med en kost og en hvid klud, som kun må bruges til at gøre portrætterne rene med.

Hvis en familie flytter, så skal de som det første hænge de to portrætter op på væggen. Derefter kan de flytte resten af deres ting. Der er inspektioner og stikprøver, hvor myndighederne kommer på besøg og sørger for, at folk nu også overholder rengøringen og reglerne.

Sådan er det også på virksomheder og kontorer, hvor de to portrætter ligeledes skal hænge. Her er det de lokale kadrer - altså embedsmændene i Koreas Arbejderparti - der skal organisere den daglige vedligeholdelse af portrætterne. Deres overordnede inspicerer derefter arbejdet. Portrætterne hænger i klasseværelserne i landets skoler, hvor børnene hver dag bukker ærbødigt foran dem. Og i alle militærets barakker, hvorfra soldaterne tager dem med på øvelse.

De er også med ved alle bryllupper. Det er endda højdepunktet under ceremonien, når parret takker og bukker dybt foran de to portrætter.

Og hvad sker der, hvis en familie ikke får støvet portrættet af? Eller endnu værre: hvis glasset eller rammen er gået itu?

De nordkoreanske aviser trykker ofte artikler om, hvordan folk har fået disciplinære straffe som detention eller arbejdslejr, hvis de ikke har passet ordentligt på dem. Der er eksempler på, hvordan folk har begået selvmord efter at have kommet til at ødelægge et portrætbillede. Skyldfølelsen var for stor. Omvendt bliver mænd, kvinder, drenge og piger, der har reddet portrætterne fra for eksempel ildebrande, udråbt til helte. Det bliver man derimod ikke, hvis man ødelægger et af portrætterne.

HVEM ER SÅ på billederne under glasset? Det er selvfølgelig Kim Il-sung. Nordkoreas grundlægger, der døde i 1994. Og hans søn Kim Jong-il, landets nuværende leder.

De er overalt. Nordkorea er portrætternes land, som Andrei Lankov skriver i sin bog »Essays on Daily Life in North Korea«, som en del af de nævnte beskrivelser kommer fra. Andrei Lankov kom første gang til Nordkorea som student i 1984, og i dag er han ekspert i koreanske forhold og tilknyttet Kookmin Universitetet i den sydkoreanske hovedstad, Seoul.

Portrætterne er et eksempel på den kult, der er omkring Kim Il-sung og Kim Jong-il. Hvordan de står i centrum af alle nordkoreaneres hverdag, dagligliv og tankegang.

Det viser også, hvordan de to er ikoner i den særlige nordkoreanske blanding af filosofi og religion, som hedder Juche. En slags nationalisme, der kombinerer det selvstændige og stærke menneske med kommunisme, konfucianske værdier og koreansk kultur.

Den begynder i 1912, da Kim Il-sung blev født, og nordkoreanerne er derfor nu i Juche-år 99.

Det er også kun Kim Il-sungs fødselsdag den 15. april og Kim Jong-ils den 16. februar, som man fejrer i Nordkorea. Og det er en stor dag, som journalisten Barbara Demick skriver i sin bog »Nothing to Envy«.

Det er festdage. Ofte er det den eneste gang i købet af året, hvor der er kød i den daglige ration mad. Arbejderpartiet uddeler også slik til børnene. Imponerende luksusting som tyggegummi, chokolade eller småkager. Inden børnene må spise dem, skal de stille sig op foran portrætterne og vise deres taknemmelighed ved at bukke dybt og takke Kim Il-sung og Kim Jong-il. Børnenes egne fødselsdage? Nej. Man fejrer ikke andre fødselsdage i Nordkorea.

DERFOR ER DET OGSÅ nemmere at forstå, hvorfor de nordkoreanske cheer­leaders, reagerede som de gjorde, dengang i 2003.

Der var sportsstævne i den sydkoreanske by Daegu. Der var også nordkoreanske atleter med, som havde fået lov til at rejse ud og deltage i stævnet. Men det var de 300 smukke, nordkoreanske cheerleaders, som de sydkoreanske medier interesserede sig mest for. Sikkerheden omkring dem var enorm.

En dag havde en busfuld af dem været til en konkurrence og heppet på de nordkoreanske atleter. De nåede knap ud i bussen, før de gik i oprør, som blandt andre Chosun Ilbo og flere sydkoreanske medier har beskrevet. De standsede bussen, løb ud i regnvejret og hen imod et portræt af Kim Jong-il, som de sydkoreanske værter havde hængt op som en hyldest og en venlighed over for nordkoreanerne.

»Hvordan kan I placere generalen sådan et sted? Han fortjener kun respekt,« udbrød en af dem ifølge CNN.

For ikke alene hang portrættet skævt. Det var for tæt på jorden. En hån. Men endnu værre, portrættet stod også udenfor i regnvejret. En fornærmelse, mente pigerne, der paniske forsøgte at redde portrættet.

Det viser noget om, hvor enorme forskellene er mellem Nordkorea og Sydkorea, der var i krig med hinanden 1950-1953. Siden da er landene gået i hver sin retning. I mange år var Nordkorea, godt støttet af Rusland og Kina, endda langt mere udviklet end Sydkorea. Sådan er det ikke i dag.

Nordkorea er et af verdens fattigste lande. CIA World Factbook anslår, at økonomien kun er verdens 88. største. Men det er et skøn. For eksempel tør Verdensbanken ikke engang at komme med et bud på, hvor lille økonomien er. Men landet har verdens femtestørste militær og atomvåben.

ANDERLEDES ER DET med Sydkorea, der er den 15. største økonomi i verden. Det er også et af de mest teknologisk avancerede lande, der er en del af den globale kultur, politik, forskning og økonomi. Og så er det et demokrati. Modsat den stalinistiske diktaturstat i nord.

Derfor er det ikke svært at forstå, hvor vanskeligt det er for de nordkoreanske flygtninge at finde sig til rette i Sydkorea. Forskellene er enorme.

»Det har længe været en myte, at Korea er en homogen nation, hvor man taler samme sprog og har samme historie og kultur. Men efter delingen af Korea er de to lande drevet markant fra hinanden,« siger Leonid Petrov, der er ekspert i koreanske forhold og tilknyttet Australian National University.

Men det er ikke mange, som det lykkedes for at flygte ud af Nordkorea. En 41-årig kvinde blev flygtning nummer 20.000. Det viser tal, som den sydkoreanske regering offentliggjorde i midten af november. Det er ikke mange.

Ofte går ruten gennem Kina. Den kan tage måneder. Og det er risikabelt. Hvis det kinesiske politi finder en flygtning, bliver personen sendt tilbage til Nordkorea.

Alligevel er der i dag flygtninge i Sydkorea, som overvejer at tage tilbage til Nordkorea. Fordi det er for svært at finde arbejde. At finde en plads i det moderne samfund, som de ikke forstår. Selv fattigdommen og det overvågende blik fra de to portrætter kan være bedre end livet i Sydkorea.

»De to lande forstår knap nok hinanden længere, og det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan sydkoreanere og nordkoreanere kan bo under samme tag,« siger Leonid Petrov.

Det har de også svært ved, som denne uges sammenstød viste. For der er misforståelser på begge sider af grænsen, som efter flere år er indgroede i de to befolkninger.

Men Nordkorea åbner sig langsomt. På trods af eliten i Pyongyang. Der er mere handel med især Kina, og det betyder også, at der slipper flere informationer ind fra omverdenen. Blandt andet gennem DVDer med kinesiske og sydkoreanske film og serier, som nordkoreanerne køber i Kina og smugler med tilbage til Nordkorea.

Det er også derfor, at lederne i Pyongyang slår hårdt ned på de borgere, som tør stille sig op på landets markeder, der næsten alle er illegale. Det hænger sammen med den politiske kontrol i Nordkorea, der altid har været stram. Der er overvågning overalt.

»Men regeringen har svært ved at kontrollere befolkningen, hvis den økonomiske aktivitet stiger, for det kræver frihed til at kunne rejse og kommunikere. Det går mod regimets interesse, og derfor slår de ned på markederne,« siger Leonid Petrov.

Derfor er der ikke mange analytikere, som tror, at portrætterne af familien Kim er på vej til at blive pillet ned fra væggene i Nordkorea.