Kim Jong-uns søster ankommer sortklædt til historisk OL

Sydkoreas præsident har trykket hænder med den officielle leder af Nordkoreas delegation til OL.

Foto: Lee Jin-man. Sydkoreas præsident har trykket hænder med den officielle leder af Nordkoreas delegation til OL.
Læs mere
Fold sammen

Flere historiske møder finder sted forud for og under åbningen af vinter-OL i Sydkorea fredag.

Nordkorea har sendt en delegation til den sydkoreanske nation til trods for den anspændte forhold mellem de to nationer, der teknisk fortsat er i krig.

Fredag morgen dansk tid ankom Kim Yo-jong, der er en yngre søster til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, til Sydkorea, hvor hun skal deltage i OL-åbningsceremonien.

Hun ankom klædt i en sort frakke med et supermoderne privatfly og smilede til det massive opbud af medier, der følger hende tæt.

Sammen med den nordkoreanske delegation deltog hun i en reception inden åbningsceremonien, der finder sted klokken 12.00 dansk tid.

Ifølge nyhedsbureauet Yonhap har den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, og det nominelle statsoverhoved i Nordkorea, Kim Yong-nam, trykket hinandens hænder ved receptionen.

Kim Yong-nam er Nordkoreas parlamentsformand og den officielle leder af Nordkoreas officielle delegation til vinterlegene.

Både Kim Yong-nam og Kim Yo-jong skal sidde på tilskuerrækkerne til åbningsceremonien af De Olympiske Lege, hvor Nord- og Sydkorea stiller op under samme flag til vinterlegene - et blåt og hvidt »foreningsflag«.

Besøget af Kim Jong-uns søster er historisk.

Hun er det første medlem af Kim-dynastiet, der besøger Sydkorea, hvis man ser bort fra hendes bedstefar Kim Il-sung, der besøgte tropper i besatte zoner i Sydkorea i årene fra 1950-1953.

Kim Jong-un har ikke selv forladt Nordkorea, siden han blev statshoved efter sin far i 2011.

Kim Yo-jong menes at være omkring 30 år og en af Kim Jong-uns tætteste betroede i Nordkoreas regeringsparti.

Sydkorea har ønsket at normalisere forholdet mellem de to lande og håber, at vinter-OL kan starte nye forhandlinger.

Mens der anes en forbedring i forholdet mellem de to koreanske nationer, er der intet, der tyder på, at USA ønsker at tø forholdet til Nordkorea op.

Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, var også blandt deltagerne i receptionen inden OL-åbningsceremonien. Men han undgik den nordkoreanske delegation, skriver nyhedsbureauet AP.

USA har tidligere meddelt, at de ikke agter at mødes med repræsentanter fra Nordkorea under De Olympiske Lege.

/ritzau/