Kim Jong-un VIL have sine atomvåben - så hvor farlig er Nordkorea egentlig?

Foto: KCNA

Er verden på randen af en atomkrig med Nordkorea i hovedrollen? Næppe. Men det er de overskrifter, man læser i Sydkorea, Japan og til dels i USA, hvor bekymringen over Nordkoreas militære atomprogrammer og konstante provokationer ved at affyre missiler, senest mod Japan, har skabt det, man i diplomatiske kredse kalder »bekymring« over udviklingen.

Internt i regeringskontorerne i Sydkorea og i Japan og også i USA er der mere end »bekymring«. Ingen har en løsning. Slet ikke en militær. Nordkorea er godt på vej til at blive en atommagt. Oven i købet en seriøs en af slagsen. Og den slags angriber man ikke umiddelbart. Især ikke når der i toppen af det kommunistiske regime sidder en uberegnelig person som Kim Jong-un, som kan trykke på atomknappen, hvis han for alvor føler sig truet.

Men er der reel grund til bekymring? Og hvad er Nordkoreas egentlige mål med de mange militære provokationer og udviklingen af landets storstilede atomprogram til militære formål?

Det, der foregår, er rent selvforsvar, mener flere Nordkorea-forskere, der understreger, at landets unge leder har set, hvad der skete med Libyens leder, Muammar Gaddafi, og flere andre arabiske diktatorer. Kim Jong-un mener, at hans eneste chance for at undgå en grum skæbne og dø i en demokratisk revolution er at anskaffe sig atomvåben.

»Det handler mere end noget andet om national sikkerhed. Det er regimets analyse, at den eneste troværdige garanti for, at landet kan opretholde suverænitet, fastholde det kommunistiske partis kontrol og frem for alt sikre, at Kim Jong-un også bevarer magten, er ved at blive en atommagt,« siger professor i kinesiske studier ved Yonsei University i Sydkorea, John Delury, til BBC.

Den opfattelse deles af en række andre forskere, som også påpeger, at de konstante missiltest, de militære provokationer og frem for alt det ambitiøse atomprogram har et eneste formål: At undgå et »koreansk forår«. Og så at opretholde to suveræne Koreaer og frem for alt sikre, at det nuværende regime ikke ender på historiens mødding, som det skete i flere arabiske lande.

Så missilerne, som er blevet affyret i retning af Japan for et par dage siden, er den nord­koreanske leders svar på ikke at blive taget alvorligt, skriver Asien-kenderen Paul French i The Washington Post. »Ingen kan røre mig, og alle skal se mig«-strategien har indtil nu virket. Ingen er i tvivl om, at Kim Jong-un vil gøre alt, hvad han kan, for at tvinge USA til et forhandlingsbord, som vel at mærke helt grundlæggende skal anerkende hans evige leder­skab i Nordkorea. Ellers fortsætter landets atomprogram og dets enorme oprustning militært, indtil verden tager Nordkorea alvorligt.

French skriver også, at ingen ved, hvad USAs præsident, Donald Trump, vil med Nordkorea endnu. Vil han prøve forhandlingslinjen, som den daværende præsident Bill Clinton gjorde. Eller vil han føre en hård kurs som George W. Bush, som kaldte Nordkorea for en del af »ondskabens akse«.

Selv har Trump trukket i land på en tidligere udtalelse om at mødes med Kim Jong-un. Spørgsmålet er, om han vil overlade Nord­korea til Kina, som hans forgænger Barack Obama gjorde det. Det er ikke sandsynligt, fordi Trump foreløbig har valgt en konfrontationskurs over for Kina. Og det kan være godt nyt, mener professor ved Inha-universitetet i Sydkorea, Shep­herd Iverson, der i et kapitel i sin bog »Stop North Korea«, der har været trykt i Forbes Magazine, siger, at en hård amerikansk linje kan presse Kina til at indtage en mere realistisk kurs over for Nordkorea og måske tvinge Kim Jong-un til forhandlingsbordet. Dog med den underliggende dagsorden, at regimet kan fortsætte.

»Kinas interesser er stadig at bevare en stabilitet i sin baggård. Nordkorea er en bufferzone mellem Kina og Sydkorea. Sidstnævnte er tæt allieret med USA. Beijing vil desuden frem for alt forhindre en massiv flygtningestrøm fra Nordkorea, som skete i 1990erne, da en sultkatastrofe ramte landet og folk flygtede til Kina,« skriver en anden Nordkorea-forsker, Benjamin Katzeff Silberstein fra University of Pennsylvania til The Diplomat. Derfor vil kineserne tøve med at rive tæppet væk under den nordkoreanske leder, men vil givetvis tvinge en forhandlingsløsning igennem med Kim Jong-un.

Kineserne ved, hvem de har med at gøre med Kim Jong-un, selv om han også – set med kinesiske briller – er den mest ustabile leder, Nordkorea har haft. Og hvis det bliver et »vestligt« inspireret regime, der erstatter Kim Jong-un, så er Kina ikke interesseret i at skubbe den nordkoreanske leder ud ved at skabe interne katastrofer med nye og strammere sanktioner.

Så spørgsmålet er, om man overhovedet kan nå til enighed med den nordkoreanske leder om fremtiden for den koreanske halvø. En ting skal man ikke underkende, og det er, at Kim Jong-un i højere grad end sin far og farfar har vist en stålsat vilje til at blive en atommagt og udfordre verden for at vise, at Nordkorea også i al fremtid vil være en selvstændig stat. Og at Kim-dynastiet vil fortsætte. Kim Jong-un er godt på vej til at skabe de realiteter ved hjælp af sit atomprogram.

Kristian Mouritzen er USA-korrespondent for Berlingske