Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overværede søndag landets seneste missiltest, som han kalder nødvendig i kraft af "den nylige geopolitiske krise".

Det skriver det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA mandag lokal tid.

Testaffyringen var landets første i 2026.

Meldingen fra KCNA kommer, efter at Sydkoreas forsvarsministerium søndag rapporterede om, at der var blevet affyret formodede ballistiske missiler fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau var det et våbensystem med hypersoniske missiler, der blev testet. Det fremgår ikke, hvor mange missiler, der blev affyret. Systemet blev første gang testet af Nordkorea i oktober 2025.

Kim Jong-un siger mandag ifølge KCNA, at det for at forsvare Nordkorea er nødvendigt at opgradere landets militære ressourcer.

- Hvorfor det er nødvendigt, illustreres af den nylige geopolitiske krise og de komplicerede internationale begivenheder, tilføjer han.

Nordkorea fordømte søndag USA's tilfangetagelse af Venezuelas præsident, Nicolas Maduro.

- Hændelsen er endnu et eksempel, der endnu en gang klart bekræfter den skruppelløse og brutale karakter, som USA har udvist, og som det internationale samfund ofte og længe har været vidne til, sagde en talsperson for Nordkoreas forsvarsministerium søndag til KCNA.

Weekendens amerikanske angreb i Venezuela repræsenterer ifølge nyhedsbureau AFP et skrækscenarie for Nordkoreas leder.

Kim Jong-un har længe sagt, at USA ønsker at fjerne ham fra posten som Nordkoreas leder.

I årtier har begrundelsen for Nordkoreas atom- og missilprogrammer således lydt, at det er en nødvendighed for at afholde USA fra at forsøge at vælte styret i Nordkorea.

FN's Sikkerhedsråd har forbudt Nordkorea at udvikle ballistiske missiler og atomvåben og har indført en række sanktioner mod landet, fordi forbuddet er blevet overtrådt.

Nordkorea afviser det internationale forbud.

Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.

I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har aldrig ført en reel fredsaftale med sig, og formelt set er de to lande stadig i krig.

/ritzau/