Kilder: USA fjerner bombefly fra britisk base efter mistænkelig hændelse
Storbritanniens premierminister har sagt, at der er indikationer på iransk indblanding i hændelse ved flybase.

Storbritanniens premierminister har sagt, at der er indikationer på iransk indblanding i hændelse ved flybase.

USA har hjemtaget B-1-bombefly fra den britiske militærbase RAF Fairford på grund af sikkerhedsbekymringer.
Det siger unavngivne amerikanske embedsmænd søndag til mediet Wall Street Journal.
Flyene er kaldt tilbage til USA efter en hændelse for en uge siden, hvor britisk politi modtog en anmeldelse om tre mistænkelige køretøjer, der kørte i retning af militærbasen.
Britisk politi oplyste dengang, at det havde mistanke om en plan om et muligt terrorangreb.
Storbritanniens premierminister, Andy Burnham, sagde senere til mediet BBC, at der var stærke indikationer på, at Iran havde spillet en rolle i forbindelse med hændelsen. Det er blevet afvist af Iran.
Udmeldingen fra Burnham fik Iran til at indkalde den britiske ambassadør i landet til samtale.
Fem personer blev anholdt i forbindelse med sagen. De blev løsladt dagen efter, men de var fortsat under efterforskning, lød det fra britisk politi. For få dage siden blev yderligere en 25-årig britisk-iransk mand anholdt.
Britisk politi har ikke frigivet mange oplysninger om sagen, men det har tidligere været fremme, at der ikke blev fundet bomber i de køretøjer, som blev set ved militærbasen.
Der blev dog beslaglagt "en mængde benzin", lød det fra politiets antiterrorenhed tirsdag.
Omkring 12 amerikanske B-1-bombefly var ifølge nyhedsbureauet Reuters placeret på militærbasen, der ligger nordvest for London.
De amerikanske bombefly har ifølge nyhedsbureauet været brugt i forbindelse med amerikanske angreb i Iran.
En unavngiven talsperson fra USA's forsvarsministerium bekræfter søndag over for Reuters, at bombeflyene er hjemtaget.
- Vi kan nu bekræfte, at alle amerikanske bombefly, der var udstationeret på RAF Fairford, er blevet sendt tilbage til deres hjemmebaser i USA, skriver talspersonen i en mail.
RITZAU