Kilder til medie: Det er »stødende«, hvis Kamala Harris bliver ignoreret

Tv-debatten mellem Donald Trump og Joe Biden har igangsat en søgen efter en mulig afløser til Joe Biden. Vicepræsident Kamala Harris' navn står ikke nødvendigvis øverst på listen.

Kamala Harris har siden 2020 været USAs vicepræsident. Ved hendes udnævnelse forudså mange, at hun ville være Joe Bidens efterfølger og stille op ved valget i 2024. Kevin Dietsch/AFP/Ritzau Scanpix

På papiret er hun nummer to.

Hvis præsident Joe Biden falder om og dør, er det Kamala Harris, der overtager posten som USAs præsident.

Alligevel synes der ikke at være konsensus om, at det er den amerikanske vicepræsident, der bør tage over, hvis Joe Biden vælger at nedlægge sit kandidatur ved det kommende præsidentvalg.

I kølvandet på Joe Bidens katastrofale tv-debat med Donald Trump har der været fokus på, hvem der kan tage over, hvis præsidenten vælger at lytte til de mange opfordringer om ikke at stille op.

I de diskussioner er det ikke udelukkende Kamala Harris' navn, der nævnes.

Hos vicepræsidenten er man nervøs for, at Demokraterne vil vælge en hvid kandidat til at erstatte Biden frem for Harris, der har indiske og jamaicanske rødder.

Ifølge Harris' team vil det være »stødende« over for sorte vælgere, hvis hun bliver forbigået, skal der findes en afløser til Biden.

Det siger anonyme kilder, der er loyale over for vicepræsidenten, til Politico.

Hos teamet er der en frustration over, at vicepræsidenten ifølge dem bliver »stort set udelukket« fra listen over mulige erstatninger.

Kamala Harris med sin mand Doug Emhoff og Joe Biden ved en koncert i Det Hvide Hus i forbindelse med en markering af Juneteenth, der markerer frigivelsen af slaver. Susan Walsh/AP/Ritzau Scanpix

Kamala Harris er historisk en af de mest upopulære vicepræsidenter.

Særligt Gavin Newsom og Gretchen Whitmer, de demokratiske guvernører i Californien og Michigan, bliver i stedet nævnt som mulige erstatninger for Biden. 

»Det faktum, at folk bliver ved med at vende tilbage til dem, er så stødende for så mange af os,« siger en kilde til Politico og tilføjer:

»De forstår stadig ikke, at det budskab, man sender ud til folk, er, at vi foretrækker en hvid person.«

De vigtige vælgere

De sorte vælgere var med til at afgøre, at Biden vandt valget i 2020. Den senere tid har de vigtige sorte vælgere dog vendt Demokraterne ryggen.

Mens 93 procent af de sorte vælgere i 2020 foretrak Biden, gør det samme sig kun gældende for 77 procent af de adspurgte i en ny måling fra Pew Research Center, skriver The Telegraph

Det bliver bemærket af Harris' team, at en hvid kandidat vil klare sig dårligere i en stat som South Carolina, der har mange sorte vælgere, hvis vedkommende på forhånd har slået »en effektiv og kvalificeret sort kvindelig vicepræsident« af pinden.

Gavin Newsom og Gretchen Whitmer har begge afvist, at de ønsker, at Biden træder tilbage efter tv-debatten.