42-årige Shamsud-Din Jabbar, der nytårsnat kørte en pickuptruck direkte ind i en menneskemængde i New Orleans i et tilsyneladende IS-inspireret angreb, havde fremstillet to hjemmelavede bomber, der aldrig detonerede.

Det er i sig selv et mysterium, men mere opsigtsvækkende er det, at bomberne indeholdt »et meget sjældent sprængstof«.

Det siger højtstående politikilder med indsigt i efterforskningen til NBC News.

Sprængstoffet er aldrig før blevet brugt under terrorangreb i USA eller Europa, siger kilderne, og nu står efterforskerne tilbage med to centrale spørgsmål:

  • Hvordan fik gerningsmanden overhovedet kendskab til sprængstoffet?

  • Og hvordan lykkedes det ham at fremstille det?

Ifølge det amerikanske medie er det fortsat uvist, om den manglende detonering af bomberne skyldtes en funktionsfejl, en fejl fra gerningsmanden selv eller noget helt tredje.

Men bomberne blev efter alt at dømme fremstillet og placeret for at skabe endnu mere ravage.

Krigsveteranen Jabbar planlagde at bruge en transmitter til at detonere bomberne med, har de amerikanske myndigheder sagt. Den er blevet beslaglagt fra det dødbringende køretøj og bliver nu efterforsket i et FBI-laboratorium.

De to bomber blev ifølge FBI placeret på New Orleans' ikoniske Bourbon Street, som den 42-årige efterfølgende kørte ind i menneskemængden på.

Ifølge amerikanske medier blev 14 personer dræbt og over 30 andre såret som følge heraf. 13 personer er fortsat indlagt på hospitalet, hvoraf otte ligger på intensiv afdeling.

Under ransagningen af Shamsud-Din Jabbars hjem fandt politiet et bord i garagen med farlige materialer, som menes at være blevet brugt til at fremstille sprængstoffet med, siger kilder til nyhedsbureauet AP.

Gerningsmanden, der blev skudt af politiet kort efter angrebet, havde reserveret pickuptrucken mere end seks uger forinden, siger selvsamme kilder. 

Det tyder på, at han havde planlagt angrebet i en rum tid, lyder det.

Præsident Joe Biden og førstedame Jill Biden rejser mandag til New Orleans for at »sørge med de familier og det samfund, der er blevet påvirket af det tragiske angreb«, siger Det Hvide Hus.

Sundt liv

Få de bedste videnskabelige råd til et sundt liv, fysisk og mentalt – samlet hver anden tirsdag af sundhedsjournalist Julie Dalgas.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.