Kilder: 52 mennesker er døde i kulmine i Sibirien

Eksplosion og gasudvikling i mine har dræbt 52 mennesker i Sibirien torsdag, siger kilder i redningstjenesten.

Det russiske kriseministerium siger, at en redningsoperation er i gang i Listvyashnaja-kulminen ved byen Belovo i Sibirien. Det russiske ministerium oplyser via Telegram, at 237 mennesker er reddet op fra minen - heriblandt 45 kvæstede. Der er fortsat 48 mennesker i minen. Handout/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

46 minearbejdere og seks redningsfolk er døde i forbindelse med en ulykke i en kulmine i Sibirien.

Det oplyser kilder i den russiske redningstjeneste torsdag ifølge Tass og andre russiske nyhedsbureauer, skriver Reuters.

En eksplosion ramte minen torsdag morgen. Det er endnu uklart, hvad der var årsag til eksplosionen, der skete 250 meter under jorden.

Snesevis af mennesker blev fanget i minen, som menes at være blevet fyldt med gas.

Blandt ofrene er seks redningsfolk, der blev sendt ned i minen i et forsøg på at finde de savnede minearbejdere.

Tidligere oplyste guvernøren i regionen Kemerovo, at der var 285 mennesker i kulminen Listvyashnaja ved byen Belovo, da ulykken skete.

Det russiske ministerium meddelte tidligere torsdag, at 237 mennesker er reddet op fra minen.

En redningsaktion blev sat i værk for at finde 35 savnede. Men aktionen måtte senere afblæses på grund af høje koncentrationer af metangas. Det medfører en risiko for eksplosioner, sagde guvernøren.

En unavngiven repræsentant for de lokale myndigheder betegnede det tidligere som usandsynligt, at de 35 savnede havde overlevet nede i minen.

Mineulykker er ret almindeligt forekommende i Rusland og i det øvrige tidligere Sovjetunionen.

Det skyldes dårlig sikkerhed og dårlige arbejdsforhold. Også manglende tilsyn og vedligeholdelse af forældet udstyr, hvoraf en del stammer fra sovjetæraen, spiller en rolle.

Den hidtil dødeligste ulykke skete i 2010 i Raspadskaja-minen i Sibirien - Ruslands største kulmine. 91 mennesker omkom og over 100 blev kvæstet.

Private nødhjælpsgrupper og menneskerettighedsforkæmpere har længe kæmpet for at få mere fokus på de farlige forhold i Ruslands miner. Blandt andet i de russiske guldminer, som er blandt verdens største.

/ritzau/