To sæt diplomatiske forhandlinger om henholdsvis Ukraine og Iran skal finde sted tirsdag i Genève i Schweiz.

Det siger en unavngiven kilde med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.

En amerikansk delegation med udsendingene Steve Witkoff og Jared Kushner vil mødes med iranske repræsentanter tirsdag, siger kilden.

Witkoff og Kushner vil derefter deltage i trilaterale samtaler med repræsentanter for Rusland og Ukraine om eftermiddagen, lyder det.

Meldingen er ikke blevet officielt bekræftet af USA.

Russiske medier citerede fredag Dimitrij Peskov, der er talsperson for Kreml og den russiske præsident, Vladimir Putin, for en lignende udmelding.

Han sagde, at en ny runde af forhandlinger for at nå frem til en afslutning på den knap fire år lange krig vil finde sted i Genève tirsdag og onsdag.

Selvom USA har mæglet under to forhandlingsrunder i Abu Dhabi, er et gennembrud udeblevet grundet dyb uenighed om territoriet.

Kilder med indsigt i forløbet har fortalt, at USA presser på for en løsning inden sommer for at undgå, at krigen overskygger den kommende amerikanske valgkamp.

USA's midtvejsvalg bliver afholdt tirsdag den 3. november.

Fredag den 6. februar var Witkoff og Kushner i Omans hovedstad, Muscat, for at deltage i forhandlinger om en atomaftale med Iran.

Efterfølgende lød det fra USA's præsident, Donald Trump, at Iran virkede meget interesseret i at indgå en atomaftale med USA.

Han underskrev samme dag et dekret, der gør det muligt for ham at forhøje afgifter og straffe lande, der både direkte og indirekte køber varer eller tjenesteydelser fra Iran.

USA og Iran forhandlede i foråret 2025 om at nå frem til en aftale, der skal erstatte en atomaftale fra 2015, som USA trak sig fra i 2018, da Trump var præsident første gang.

Forhandlingerne om en ny atomaftale gik i stå, da Israel natten til den 13. juni indledte et stort angreb på Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en militær atommagt.

Få dage senere sluttede USA sig til Israels krig mod Iran og bombede tre iranske atomanlæg.

/ritzau/