Kilde: USA-ledet koalition bomber militæranlæg i Syrien

Der meldes om dræbte efter et bombeangreb mod et syrisk militæranlæg. USA afviser at udføre angreb i området.

På en måned har den USA-ledede koalition i Syrien angrebet militære faciliteter to gange. Delil Souleiman/arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fly fra den amerikanskledede koalition i Syrien har natten til mandag bombet et militært anlæg i den østlige del af landet.

Det oplyser en unavngiven militærkilde til syriske statsmedier.

Ifølge de syriske medier er der flere dræbte og sårede efter angrebet, som fandt sted i al-Harra, der ligger sydøst for Albu Kamal.

Omvendt skriver nyhedsbureauet Reuters, at der ikke umiddelbart findes nogen oplysninger om døde.

En kommandant i den militære alliance, der støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad, fortæller, at droner - »sandsynligvis amerikanske« - har bombet irakiske poster mellem Albu Kamal og Tanf samt syriske militærposter.

Men det bliver afvist af den amerikanske talsmand og major Josh Jacques.

»Intet medlem af den USA-ledede koalition har udført angreb nær Albu Kamal,« siger han.

Koalitionen støtter en alliance af syrere og kurdiske militser, der kæmper mod Islamisk Stat nordøst for Albu Kamal.

Den syriske hær drog i samarbejde med iranskstøttede militser, herunder Libanons Hizbollah og irakiske grupper, Islamisk Stat ud af Albu Kamal sidste år. Jihadisterne har dog siden udført angreb i området.

Det påståede angreb natten til mandag er det andet angreb mod militære faciliteter i Syrien på godt en måned. I slutningen af maj angreb krigsfly fra den amerikanskledede koalition således to mål i det østlige Syrien.

Her blev flere militære positioner ramt. Angrebet medførte dog kun materielle skader.

Angrebet i maj fandt sted i provinsen Deir Ezzor, der er delvist kontrolleret af den syriske hær, som støttes af blandt andet Rusland, og delvist kontrolleret af den amerikanskledede koalition.

Begge parter har hver især kæmpet mod Islamisk Stat, der indtil sidste år havde kontrollen over området.

De to rivaliserende parter, der nu kontrollerer hver deres del af området, har indtil videre undgået de værste sammenstød på grund af mægling mellem USA og Rusland.

/ritzau/Reuters