Hamas har oplyst til "mæglere", at man vil påbegynde udleveringen af yderligere fire døde israelske gidsler til Israel tirsdag aften klokken 21.00 dansk tid.

Det oplyser en unavngiven embedsmand, der er involveret i operationen, til Reuters.

En kilde fra Hamas siger ifølge AFP, at man vil udlevere mellem fire og seks døde gidsler "i aften".

Meldingen kommer, efter at Israel har anklaget Hamas for ikke at overholde forpligtelserne i våbenhvilen ved at overdrage blot fire lig.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger tirsdag aften ifølge Times of Israel, at han forventer nyt om udlevering af de resterede døde gidsler i "de kommende timer".

Tre unavngivne embedsfolk oplyste tirsdag til Reuters, at Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza af denne årsag vil forblive lukket frem til onsdag, mens strømmen af nødhjælp vil blive reduceret.

Israel har tirsdag meddelt i et notat til FN, at 300 lastbiler med nødhjælp fra onsdag vil blive tilladt at køre ind i Gaza, skriver Reuters.

Det er halvdelen af de 600 lastbiler, som det israelske agentur Cogat, der hører under Israels militær, fredag meddelte, at man forventede ville køre ind.

Israel har samtidig meldt til FN, at ingen benzin og gas må komme ind i Gaza, medmindre det har specifikke, humanitære formål.

Ifølge Reuters fremgår det af notatet, at man indfører restriktionerne, eftersom "Hamas brød aftalen om frigivelse af gidslernes lig".

Hamas har som led i aftalen om våbenhvile med Israel frigivet 20 levende gidsler.

4 af de 28 døde gidsler, der alle ifølge aftalen også skal udleveres, blev udleveret til Røde Kors mandag, der efterfølgende har overdraget dem til israelsk militær.

Røde Kors meldte tidligere tirsdag, at det er en enorm udfordring at finde de resterende døde gidsler i Gaza, og at det derfor kan tage flere dage eller uger, før de alle kan blive overdraget til Israel.

- Søgningen efter de menneskelige rester er åbenlyst en endnu større udfordring end at få de levende mennesker frigivet. Det er en enorm udfordring, siger talsmand Christian Cardon på et pressemøde.

Nogle af de afdøde gidsler kan være skjult under bygninger, som er lagt i ruiner efter den to år lange krig mellem Israel og Hamas.

I et opslag på sit sociale medie Truth Social, skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, at arbejdet endnu ikke er ovre med udvekslingen af gidsler.

- Alle tyve gidsler er tilbage og har det så godt, som man kan forvente. En stor byrde er løftet, men arbejdet er ikke færdigt. De døde er ikke blevet returneret som lovet, skriver han.

/ritzau/