KGB lytter med fra loftet

Oppositionen i Hviderusland har haft svære kår op til præsidentvalget søndag.

Militærparade i den hviderussiske hovedstad Minsk. Pludselig synes Sovjet-tiden ikke så langt væk. Fold sammen
Læs mere
Foto: VICTOR DRACHEV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MINSK: Andrei Aliaksandrau hæver det ene øjenbryn og peger op mod loftet i sit lille kvistkontor midt i Minsk:

- De lytter med nu, siger han indforstået.

Han er journalist og næstformand i det uafhængige hviderussiske journalistforbund, BAJ, og med »de« mener han KGB - Sovjetunionens tidligere efterretningstjeneste, som stadig er Hvideruslands hovedaktør, hvad angår overvågning og aflytning af private og offentlige personer.

Alt i Hviderusland er potentielt aflyttet af efterretningstjenesten - mobiltelefoner, mailadresser, internetcaféer, chatfora og især BAJ’s beskedne kontor, hvor vi sidder nu. Men Andrei Aliaksandrau slår det hen med et smil og et træk på skuldrene. Hvis han skulle lade sig påvirke, hver gang han følte sig truet af KGB, kunne han umuligt udføre sit job.

Billedserie: Europas sidste diktator holder valg

Det lille kontor, som huser det uafhængige journalistforbunds ledelse, ligner et kollegieværelse - et par skriveborde, bogreoler og opslagstavler med avisudklip. Og beliggenheden i en et-værelses kvistlejlighed over fitnesscenteret »Body Fit« i Minsk er heller ikke ligefrem prangende.

Modsat alle statslige kontorer i Hviderusland, er det ikke billeder af præsident Lukasjenko, der hænger på væggene. Her er det fotografier af dræbte og forsvundne journalister.

Andrei Aliansandrau fortæller, at han kan blive arresteret alene for at tale med udenlandske reportere, og at han risikerer op til tre års fængsel, hvis han bliver dømt:

- Men vær ikke bekymrede. Jeg siger bare sandheden, så der er ikke noget at være bange for, siger han.

Så banker han tre gange under bordet. 7-9-13.

Velkommen til et diktatur

Berlingske er taget til Hviderusland. »Europas sidste diktatur« ifølge USAs tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice. »En mørk plet i Europa« ifølge det danske udenrigsministerium. Et autoritært regime klemt ind mellem Polen og Rusland bare 750 kilometer øst for København. En tidligere sovjetstat, der herhjemme mest er kendt for… tja. Ikke rigtig noget.

Men på Minsks brede boulevarder har butikkerne fyldte hylder og MacDonalds fodrer de unge med BicMacs og fritter. Her er vestlige mærkevarer, og hovedstaden fremstår i det hele taget pæn og velholdt - på overfladen. For så får man øje på en majestætisk Lenin-statue eller en flok militærfolk med kilometerhøje uniformskasketter og bliver mindet om, at gode, gamle Sovjet ikke ligger længere væk end som så.

I 16 år har præsident Aleksander Lukasjenko holdt Hviderusland i et jerngreb, og intet tyder på, at det skulle ændre sig, når hviderusserne søndag går til stemmeurnerne. Ni modkandidater er opstillet, men de færreste tror på, at de har en chance.

Siden Lukasjenko kom til magten i 1994 ved »det sidste fri valg« i Hviderusland, er han blevet genvalgt to gange med massive valgsejre. Sejre som efterfølgende er blevet erklæret ugyldige af internationale observatører på grund af udbredt valgsvindel.

Også i år er de første forlydender om fusk allerede begyndt at tikke ind fra de uafhængige - og ofte stærkt regeringskritiske - medier. Men kun de færreste hviderussere hører de negative historier om regimet. Staten sidder tungt på samtlige TV- og radiostationer i landet og på størstedelen af dagbladene. Kun de ganske få frie aviser forsøger at skrive kritisk om regimet og lever med chikanen og truslerne, som følger med.

“Oppositionen tager stoffer”

Det uafhængige journalistforbund, BAJ, har overvåget mediernes dækning af valget under hele valgkampen, og skævvridningen i de statslige medier er markant, viser den samlede undersøgelse af valgdækningen.

Mens Lukasjenko holder 10-20 minutter lange enetaler på TV aften efter aften, får modkandidaterne kun en halv times taletid hver - i den samlede valgkamp. Det er dog helt nyt, at oppositionen overhovedet kommer til orde op til et valg - et udtryk for, at Lukasjenko forsøger vise omverdenen, at der skam er demokrati og ytringsfrihed i Hviderusland.

Men de nøgne tal siger noget andet. På den statsstyrede TV-kanal ANT er 80 procent af den samlede valgdækning indtil videre blevet brugt på at omtale præsidenten - udelukkende positivt. De ni kandidater fra oppositionen har tilsammen fået mindre end syv procents omtale.

Læg dertil at oppositionen ofte bliver anklaget for stofmisbrug, alkoholisme og ballademageri, når den endelig bliver nævnt.

De få uafhængige aviser har dog givet en mere nuanceret dækning, lyder det i undersøgelsen fra BAJ.

Slut med frit internet

Statslig styring af valgkampen er langt fra et nyt fænomen. De sidste ti år er ytringfrihed og pressefrihed kun blevet forringet i Hviderusland, mener Andrei Aliaksandrau:

- Ytringsfrihed har næsten ingen værdi her. Som dansker er man født i et land, hvor der er tradition for ytringsfrihed, men her er vi nødt til at kæmpe for at få traditionen skabt, fortæller han i kvistkontoret i Minsk.

- Engang havde vi fri debat på nettet, og der skete en opblomstring af netmedier og blogs. Men da staten så hvor succesfulde onlinepublikationerne var, lavede den en ny medielov, der kraftigt regulerede nettet. Siden 2009 har alle hjemmesider skullet være hosted inden for Hvideruslands grænser for at staten kan overvåge dem. Eller lukke dem helt, fortæller han.

Lukasjenkos egen forklaring på internetloven var, at den skulle beskytte hviderusserne mod børneporno og »ekstremistiske materialer«.

For nylig garanterede præsidenten i øvrigt, at valget i dag kommer til at foregå uden fusk. Der findes ingen pålidelige meningsmålinger, men ifølge Lukasjenko selv vil han få omkring 70 procent af stemmerne. Som han sejrsikkert spørger i hviderussiske statsmedier:

- Oppositionen kommer ikke til at få mere end 1,5 procent. Så hvorfor skulle jeg dog snyde med optællingen?