BETLEHEM/JERUSALEM: Han prøvede faktisk. John Kerry erklærede efter mødet med den palæstinensiske selvstyrepræsident, at han havde fået en »fremragende frokost«. Men det var en træt vittighed. USAs udenrigsminister havde ikke engang kræfter til at følge op med sit ellers så markante, brede, professionelle politikersmil. Synligt mærket af endnu en mellemøstlig tæt pakket rundrejse og et penduldiplomati, der i går førte ham frem og tilbage mellem Jerusalem og Betlehem, og som i dag efter planen fortsætter i Amman. »Som i alle forhandlinger vil det gå op og ned, og det går frem og tilbage,« sagde Kerry til de fremmødte medier og sit eget medbragte pressekorps.

»Men jeg kan sige til jer, at præsident Obama og jeg er fast besluttede, og at ingen af os vil stoppe vore bestræbelser på at forfølge muligheden.«

Muligheden. Få – om nogen – kan se, at der skulle være chance for at skabe fred mellem palæstinensere og israelere og få en tostatsløsning på skinner inden for en fastsat tidsramme, der udløber allerede i april, maj næste år. Alligevel holder Kerry og Obama fast i, at mere end 60 års stridigheder kan bilægges med forhandlinger, som både den israelske regering og det palæstinensiske selvstyre ifølge en lang række eksperter og kommentatorer modstræbende og fodslæbende er blevet tvunget ind i af USAs administration.

De seneste dage op til Kerrys besøg har luften i Mellemøsten været tyk af »læk« på begge sider om, at modparten har forhindret enhver form for fremskridt i forhandlingerne.

Endeløs fredsproces

Mange troede faktisk, at præsident Obama i sin anden valgperiode ville lægge netop den konflikt helt på is, efter at han synes at være stødt uhjælpeligt på grund med fredsprocessen i sine første fire år, men i stedet er den trukket helt ind i centrum af USAs udenrigspolitik. Og selv om han så træt ud i går, er »utrættelig« det mest betegnende udtryk for Kerrys indsats indtil videre.

Spørgsmålet, som især modstandere af en fredsaftale stiller sig med voksende bekymring, er, hvad Kerry har i ærmet. Tilhængerne af en tostatsløsning synes mere tilbøjelige til at karakterisere bestræbelserne som inkarnationen af vestlig naivitet og krystalliseringen af amerikanernes grænseløse tro på at gøre håb til virkelighed. Om der er forberedt en overraskelse, afslørede Kerry ikke i går. Han har for et par dage siden afvist, at USA skulle være parat til selv at smide et forslag eller parametre for en løsning på forhandlingsbordet.

Det kan også være taktik og behøver ikke at betyde, at ideen ikke findes, men i går havde Kerry snarere end politiske tricks i ærmerne i overført betydning smøget ærmerne op og droppet det diplomatiske fintføleri. Det virkede umiddelbart som om, at den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, i øjeblikket nyder større opbakning hos Kerry end den isralske premierminister, Benjamin Netanyahu.

»Abbas er 100 procent indstillet på fred, og han forstår, at det kræver kompromiser for alle parter,« sagde Kerry efter eftermiddagens møde i Betlehem.

Fra morgenmødet med Netanyahu kunne man derimod se en amerikansk udenrigsminister demonstrativt trommende med fingrene på sin stol, mens den israelske premierminister inden de tos møde anklagede palæstinenserne for at »opfordre til fjendskab« og skabe »kunstige kriser« i forsøget på at undgå »de historiske beslutninger, der behøves for at skabe fred«.

Bosættelser er en kæp i fredshjulet

Kerry konstaterede derimod i går, at det er Netanyahu og hans regering, der imod det faktiske USA-mæglede grundlag for at få parterne til forhandlingsbordet – med israelske fangeløsladelser og palæstinensiske løfter om ikke at udnytte deres nyvundne FN-anerkendelse – har optrappet planer om nye byggerier i stor stil i bosættelserne, mens Netanyahu i let tvetydige vendinger har sagt, at der er »forståelse« for det mellem parterne.

»Palæstinenserne har på intet tidspunkt indvilliget i det eller på nogen måde accepteret det,« sagde Kerry.

Dermed så han ud til at kunne fastholde den palæstinensiske ledelse ved forhandlingsbordet. Udenrigsministeren fastslog også, at USA »nu og altid« har bestridt lovligheden af de israelske bosættelser, der ikke er »hjælpsomme« for fredsforhandlingerne. Dog brugte han det engelske udtryk »illegitimate«, som i spillet om nuancer giver plads til fortolkning i modsætning til palæstinensernes foretrukne »illegal«.

Hvis man ikke tror, at tostatsforhandlingerne er nok til at trække kræfterne ud af USAs udenrigsminister, kan man notere sig, at han også under besøget i Jerusalem måtte kommentere de igangværende forhandlinger om det iranske atomprogram – som Netanyahu i øvrigt i langt højere grad ønsker at fokusere på end fredsforhandlingerne – og konflikten i Syrien.

»Selv mens vi er her, har vi også møder i Geneve og andre bestræbelser for at skabe fremskridt i Syrien. Effekten i regionen af begivenhederne i Syrien kan ikke overdrives. Enorme mængder flygtninge, massiv vold og nu muligheden for sygdomme som polio,« sagde Kerry.

Syrien ikke til at komme udenom

Men muligheden for en forhandlet løsning i Syrien synes i øjeblikket mindst lige så flygtig som i striden mellem palæstinensere og israelere. For et par dage siden måtte Kerrys og Obamas udsendte forhandlere i Geneve opgive at sætte den bebudede dato for en »Geneve II«-konference om Syrien. Ikke engang spørgsmålet om, hvorvidt Iran skulle deltage i den mulige konference, var der enighed om mellem de russiske og amerikanske initiativtagere til fredskonferencen.

Bashar al-Assads regime har sagt, at man vil deltage, så længe præsidentens fremtidige rolle ikke bliver diskuteret. Oprørere og opposition er splittet på kryds og tværs, men de færreste kan se nogen fordel i en konference, hvor USA med de seneste handlinger omkring de syriske våben in mente synes indstillet på vidtstrakte kompromiser, mens Assads nære allierede i Rusland stille og roligt bringer deres agenda i centrum. Hvis konferencen i sidste ende ikke bliver til noget, vil USAs indsats mod de syriske kemiske våben hurtigt komme til at hænge fritsvævende i luften som en politisk kurs uden egentlig indflydelse på konflikten. Kerry har angiveligt været en fortaler for militær hjælp til oprørerne i en eller anden form, men en høring for nylig i USAs senat konstaterede, at de lovede forsyninger af mindre våben flere måneder tilbage fortsat langt overvejende blot er endnu et flosset løfte.

Og lige i går behøvede Kerry så ikke at tale om Egypten, hvor han har måttet grave dybt i vokabulariet af kringlet, diplomatisk sprogbrug for på samme tid at forsøge at tage afstand fra militærets hårdhændede magtovertagelse, mens han forsikrer om USAs »vilje« til fortsat støtte til en »central allieret«, som han benævnte det i Cairo forleden.Opgaverne i Mellemøsten er overvældende for USAs udenrigsminister. Man kan ikke sige, at han skåner sig selv, men snart må han til at bevise, at supermagtens kursændring til rendyrket »samtalediplomati« også kan give konkrete resultater.

»Israelerne fortjener sikkerhed, de fortjener at leve i fred. Palæstinenserne fortjener en stat, de fortjener at leve i fred, og det er, hvad vi arbejder henimod,« konstaterede Kerry i går.

Dét i sig selv ville bringe historiebøgerne, Kissinger-sammenligninger og nobelpriser på banen. Men indtil videre er det bare ord.