Kerry: Jeg giver Paris et knus

USAs udenrigsminister, John Kerry, som torsdag er i Bulgarien, sætter sent på aftenen kursen mod Paris og vil fredag mødes med den franske præsident, Francois Hollande.

John Kerry siger til nyhedsbureauet Reuters i Sofia, at formålet med turen til den franske hovedstad primært er »at give Paris et stort knus« efter tre islamisters terrorangreb i sidste uge mod satirebladet Charlie Hebdo og mod et jødisk supermarked.

17 uskyldige blev dræbt i angrebene.

Ved en mindemarch i søndags blev det bemærket, at USA havde »nøjedes« med at sende sin ambassadør og en viceudenrigsminister, mens 40 statsledere tog hinanden under armen og sammen med en million andre deltagere viste deres afstandstagen til terrorisme og medfølelse med de efterladte.

Fra Danmark deltog blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

BNB