Kenya tager historisk modig beslutning, mens Vesten taber ansigt

Højst overraskende har højesteret i Kenya hævet sig over præsidenten og annulleret hans valgsejr, som den vestlige verden ellers havde anerkendt. Nu venter 60 højspændte dage.

Borgere i Nairobis Central Business District afgiver deres stemmer på valgdagen den 8. august 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard Emil Hougaard

I en historisk afgørelse har Kenyas højesteret annulleret resultatet af sidste måneds præsidentvalg og erklæret omvalg. Det er første gang i Afrikas historie, at en domstol hæver sig over den siddende præsident og ophæver en valgsejr.

Dommen er et hårdt slag i ansigtet på præsident Uhuru Kenyatta, der stod til at fortsætte som leder i et af Afrikas mest magtfulde lande. Den er samtidig en pinlig våd klud i ansigtet på de mange vestlige valgobservatører, som for længst har blåstemplet valget som problemfrit og sat sig i flyene hjem mod Washington, Bruxelles og London.

Ved valget den 8. august vandt forhåndsfavoritten Kenyatta 54 procent af stemmerne og slog dermed den mangeårige oppositionskandidat Raila Odinga med mere end én million stemmer. Odinga klagede til højesteret over svindel og manipulation, men Kenyatta lod sig ufortrødent hylde som vinder med opbakning fra alverdens valgobservatører og store dele af det internationale samfund.

EU så »ingen tegn på mistænkelig adfærd,« og USAs tidligere udenrigsminister, John Kerry, som var udsendt af den respekterede demokrati-organisation Carter Center, annoncerede, at valget var forløbet uden problemer.

Men i Kenya har aviserne og de sociale medier i ugevis floreret med rygter om urent trav i forbindelse med valget. Først var der historien om en af valgkommission IT-medarbejdere, som blev fundet død i en grøft nær hovedstaden Nairobi. På selve valgdagen brød det nyindkøbte elektroniske valgsystem sammen, så mange resultater fra Kenyas fjerne distrikter blev sendt til hovedkontoret på SMS. Valgdeltagelsen i enkelte distrikter var højere end 100 pct. Og revisionsfirmaet KPMG frygtede, at mere end 1 million døde kenyanere kunne være blevet registreret som vælgere.

Tilsammen var uregelmæssighederne altså omfattende nok til, at højesteret i sidste ende besluttede sig for at give oppositionen ret og erklære, at »præsidentvalget ikke var foregået på en måde, der var forenelig med forfatningen.«

Og hvad så nu?

Inden for de næste 60 dage skal kenyanerne til valg igen. De kommende måneder vil Kenyas sammenhængskraft for alvor blive testet. Valgkampene har ry for at være hårde og beskidte – og i 2008 mistede mere end 1.000 mennesker livet i den mini-borgerkrig, der udbrød, efter Odinga tabte et præsidentvalg, som de fleste observatører mente, var manipuleret.

Præsident Kenyatta har gjort sit for at sikre en rolig start på den kommende valgkamp. I en tale til nationens efter højesterets dom sagde han ifølge Al-Jazeera, at han »personligt var uenig i afgørelsen,« men at han »respekterer den lige så meget, som han er uenig i den.«

Uhuru Kenyatta, søn af Kenyas landsfader Jomo Kenyatta, har nu en svær opgave frem mod omvalget. Mange kenyanere vil naturligvis tolke dommen som om, at præsidenten personligt har været med til at manipulere valget til sin fordel.

Den fortælling skal han hurtigst muligt have ændret. Ellers ser det ud til, at 72-årige Raila Odinga vil lykkes med at blive Kenyas præsident i sit fjerde forsøg.