Kennedy-barnebarn og søn forsvundet efter kanotur

Maeve Kennedy, der her er fotograferet med Barack Obama tilbage i 2013, er forsvundet sammen med sin søn efter en kanotur. Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON REED

To medlemmer af Kennedy-familien er forsvundet efter en kanotur i Chesapeake Bay ved Maryland, USA.

Det er Robert F. Kennedys barnebarn, Maeve Kennedy Townsend McKean, og hendes otteårige søn, Gideoen, som er forsvundet.

Det skriver Washington Post, som har fået bekræftet eftersøgningen af myndighederne i Maryland.

Ifølge det amerikanske medie sejlede Kennedy-barnebarnet og hendes søn ud i Chesapeake Bay, som er det største flodudløb i USA, torsdag eftermiddag lokal tid.

De sejlede ud for at hente en bold, som kort forinden var røget i vandet, men undervejs i forsøget på at indhente bolden, kom de for langt ud og kunne ikke padle deres vej tilbage kysten.

Ifølge myndighederne i Maryland er der siden blevet fundet en væltet kano, som stemmer overens med beskrivelsen af den, som Maeve Kennedy Townsend McKean og Gideon sejlede i.

Washington Post skriver, at de forsvundne 'kæmpede for at komme tilbage til kysten', før de forsvandt.

»De kom længere ud, end de kunne håndtere, og så kunne de ikke komme tilbage ind,« siger David McKean, der er gift med Maeve Kennedy Townsend McKean og far til otteårige Gideon.

Tidligere præsident John F. Kennedy (højre) med sine to brødre Robert F. Kennedy (venstre) og Edward Kennedy i Det Hvide Hus i 1963. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Ifølge mediet blæste det 'ekstremt meget' torsdag, hvilket meget vel har været medvirkende til, at de ikke kunne få kanoen tilbage til lands.

Både helikoptere og redningsbåde er sat ind for at finde de to savnede personer, som i skrivende stund har været forsvundet i over et døgn.

Maeve Kennedy Townsend McKean er barnebarn til den tidligere amerikanske senator Robert F. Kennedy og niece til den tidligere præsident John F. Kennedy.

»På dette tidspunkt beder vores familie om ro. Vi håber, at alle vil tænke på Maeve og Gideon i deres bønner,« siger familiens talsmand til Washington Post.