Kendt bjergbestiger frygtes savnet efter lavine i Pakistan
Nirmal Purja besteg i 2019 alle verdens 14 bjerge på over 8000 meter på lidt over seks måneder.

Nirmal Purja besteg i 2019 alle verdens 14 bjerge på over 8000 meter på lidt over seks måneder.

Den nepalesiske bjergbestiger Nirmal Purja og hans hold af ni andre bjergbestigere frygtes savnet, efter at en lavine ramte bjerget Broad Peak i Pakistan torsdag.
Det skriver mediet BBC.
Der har ikke været nogen kommunikation med holdet, siden lavinen ramte ved middagstid.
Ekspeditionslederen Purja er kendt for at have besteget alle verdens 14 bjerge på over 8000 meter på lidt over seks måneder i 2019. Han har desuden været elitesoldat i det britiske militær.
Broad Peak betragtes som et af de mest udfordrende bjerge at bestige. Det er verdens 12. højeste bjergtop og ligger i Karakoram-kæden. Bjerget er 8047 meter højt.
En amerikaner, en kinesisk statsborger, en omaner og fem nepalesere menes at være en del af gruppen, skriver BBC.
The Alpine Club of Pakistan har ifølge BBC udsendt en udtalelse om hændelsen.
Her lyder det, at den sportslige organisation har været i konstant kontakt med regeringsmyndighederne for at iværksætte "en øjeblikkelig eftersøgnings- og redningsaktion".
Gruppen udtaler ifølge BBC, at "enhver mulig indsats" bliver udført for at sikre en helikopter, og at "alle tilgængelige ressourcer mobiliseres hurtigst muligt".
- Klubben beder for alle bjergbestigernes sikkerhed og redning og står i solidaritet med deres familier samt det internationale bjergbestigermiljø i denne svære tid, lyder det.
Purja trådte ind i den britiske hær i 2003 og blev elitesoldat i den britiske flåde i 2009.
Hans karriere som bjergbestiger begyndte, da han gik til base camp ved Mount Everest i 2012. I stedet for at vende tilbage som planlagt besluttede han sig for at bestige hele bjerget.
På sin vej til at indskrive sig i bjergbestigningens historie har han sat flere rekorder i at nå hurtigst til tops.
Blandt andet har han nået toppene af Everest, Lhotse og Mount Makalu i rekordtiden 48 timer.
Purja kom også i overskrifterne, da han på mirakuløs vis reddede en malaysisk bjergbestiger fra at omkomme i over 7000 meters højde på Mount Annapurna. Bjergbestigeren døde senere på hospitalet.
RITZAU