Kemiske Ali tilbage i retten i Bagdad

Retssagen mod seks tidligere embedsmænd, der er anklaget for massakre på kurdere i Irak, fortsatte mandag. Blandt de anklagede er Saddams fætter, "Kemiske Ali".

Den stol, Saddam Hussein sad i under sin retssag, var mandag tom, da retssagen mod seks tidligere irakiske topembedsmænd fortsatte ved en domstol i Iraks hovedstad Bagdad.

Blandt de seks, der er anklaget for folkedrab mod Iraks kurdiske befolkning, er Saddams fætter, Ali Hassan al-Majeed, der er bedre kendt under tilnavnet "Kemiske Ali".

Kurderne i Irak har udtrykt skuffelse over, at Saddam Hussein blev henrettet for drabene på 148 shiamuslimer i byen Dujail, inden han nåede at blive stillet til ansvar for sin rolle i massakren på tusindvis af kurdere.

"Kemiske Ali" menes imidlertid at være den person, der spillede den største rolle i gennemførelsen af den såkaldte Anfal-kampagne i 1988. Anklagemyndigheden hævder, at 180.000 mennesker blev dræbt.

/ritzau/