DERRY/LONDONDERRY. John Kelly svinger sine ben ud af sengen. Efter at have klædt sig i sit fineste tøj, mørkt jakkesæt og blåt slips, går han ned på knæ for at bede for sin skuddræbte bror Michael. For at få styrke til at komme igennem dagen.

Det er tirsdag morgen i denne uge, og den 61-årige katolik forbereder sig mentalt på, at han et par timer senere endelig vil få konklusionerne fra den 5.000 sider lange undersøgelse om nedskydningen af 28 demonstranter den 30. januar 1972, kendt som Bloody Sunday.

Blandt demonstranterne var hans 17-årige bror, som døde efter at være blevet ramt af et enkelt skud affyret af en britisk faldskærmssoldat. Det skete under den skæbnesvangre march for borgerrettigheder, der er den begivenhed, der for alvor fik volden til at eksplodere i Nordirland og unge til at melde sig til IRAs væbnede kamp i stor stil.

Kort efter kommer John Kellys ni søstre. De går i samlet trop fra hans rækkehus til kirkegården, hvor deres yngste bror, der døde så tragisk, ligger begravet. For at ære ham, for at bede igen.

Klokken 10.00 træder John Kelly og en række andre slægtninge til ofrene fra Bloody Sunday ind på det gotiske rådhus i Derry. Inde i rådhusets store sal med mosaikruder sætter såvel John Kelly som de andre familiemedlemmer sig ned med hver deres advokat for at få resultatet af undersøgelsen, der blev iværksat af daværende premierminister Tony Blair for 12 år siden. Det skete for at holde IRA fast på opbakningen til den første spæde start på fredsprocessen i Nordirland.

»Efter et par minutter kigger jeg op, og jeg kan se, at alle de andre smiler. Alle har fået at vide, at deres kære var uskyldige ofre. Jeg får samme besked, og jeg må kæmpe for at holde tårerne tilbage,« fortæller John Kelly til Berlingske Tidende.

John Kelly er om nogen manden, der har æren for, at familierne til ofrene fra Bloody Sunday har fået oprejsning 38 år efter den tragiske begivenhed. En massakre, der ikke blot førte Nordirland til sine mørkeste år, men også har været skildret på film og lagt grunden til et af det irske rockband U2s største hit, »Sunday Bloody Sunday«.

JOHN KELLY HAR HELE SIT voksenliv kæmpet for at få renset broderen Michael og de 13 andre dræbtes navne, og dagen derpå sidder han på Derrys lille frihedsmuseum og besvarer telefonopkald. Alle vil ønske tillykke, alle vil sige tak for kampen, og hver gang erklærer han sig lykkelig og som befriet for et tungt lod, som tilfældigvis blev hans. Når man vandrer gennem museet, hvor han i årevis har arbejdet som frivillig, forstår man tyngden af opgaven. En sparkedragt til en baby med indtørrede blodstænk, der forgæves blev brugt til at stoppe John Kellys brors blødninger, er udstillet i en glasmontre. Det samme er bæltet, som en anden demonstrant, John Young, bar, da han blev skudt ned bagfra, mens han forsøgte at kravle i sikkerhed. Et hul i bæltet afslører, hvor kuglen gik ind.

På en TV-skærm kan man se en sløret optagelse fra marchen – indtil filmen brat afsluttes, fordi kameramanden bliver skudt bagfra.

DENNE BLODIGE HISTORIE har været drivkraften i John Kellys næsten livslange jagt på at få »sandheden« og »retfærdigheden« kortlagt for hele verden. Og efter at premierminister David Cameron tirsdag under sin offentliggørelse af rapporten erklærede sig »chokeret« over de britiske soldaters brutalitet under marchen og sagde, at han »beklagede dybt« på sin regering og sit lands vegne, følte John Kelly, at han omsider havde fået, hvad de altid havde søgt i den nordirske by Derry: En undskyldning og en officiel renselse af deres familiemedlemmer, som i forbindelse med en udskældt første undersøgelse i 1972 var blevet udråbt som uromagere, der selv bar skylden for deres død. 14 af de 28, der blev ramt af soldaternes 108 affyrede kugler, døde.

»David Camerons tale var strålende,« siger John Kelly, mens han udmattet efter det seneste døgns følelsesmæssige rutsjetur stryger en hånd gennem sit stålblanke grå hår.

»Men det er samtidig ironisk, at det i 1972 var en konservativ premierminister, der bekæmpede os, og at det i dag er en konservativ premierminister, der giver os en uforbeholden undskyldning.«

David Cameron kunne næsten ikke andet end at beklage.

For højesteretsdommer Lord Savilles undersøgelse, der omfatter afhøringer af over 900 vidner, var sønderlemmende i sin kritik af de britiske soldaters fremfærd under Bloody Sunday.

Ingen af de civile demonstranter blev advaret, før soldaterne pludselig åbnede ild. Ingen af soldaterne skød som modsvar på benzinbomber eller stenkast. Ingen af ofrene udgjorde en trussel eller gjorde noget, som kunne berettige soldaternes skyderier.

Tværtimod blev flere af de civile demonstranter nærmest henrettet. En blev skudt, mens han forsøgte at kravle væk fra de britiske soldater. En anden blev skudt, mens han allerede lå dødeligt såret på jorden. En tredje blev skudt, da han forsøgte at komme sin døende søn til hjælp. Flere blev skudt bagfra, og flere blev skudt i hovedet. Seks af de dræbte var 17 år.

Gerald McKinney havde lige inden, han blev skudt, løftet armene op som tegn på overgivelse og råbt: »Skyd ikke, skyd ikke.«

Lord Saville konkluderer i sin rapport, at soldaterne handlede med »et alvorligt og udbredt tab af kontrol«, og at mange af dem bagefter løj om, hvad der i virkeligheden skete. Flere soldater har hævdet, at der blev skudt på dem først, og at de derfor handlede i selvforsvar. Rapporten afviser det blankt.

Til gengæld kom Bloody Sunday efter de hidtil værste uroligheder i Nordirland. Siden 1968 havde katolikker marcheret for bedre borgerrettigheder i store demonstrationer. Fattigdommen var enorm, og katolikker følte sig diskrimineret af deres protestantiske naboer. Gentagne slagsmål mellem katolske nationalister og protestanter, der gik ind for unionen med Storbritannien, udspillede sig på åben gade. Britiske tropper rullede ind i Derry i 1969, oprindeligt for at beskytte katolikkerne imod sekterisk vold. Men forholdet blev hurtigt anstrengt. I 1971 havde 180 mistet livet – heriblandt 108 britiske soldater. I et forsøg på at dæmme op for volden blev det efter insisteren fra Nordirlands premierminister, unionstilhængeren Brian Faulkner, i august 1971 indført ved lov, at folk kunne interneres uden rettergang. De hundredvis af interneringer skabte blot endnu mere vrede. I ugerne op til Bloody Sunday stødte katolske nationalister og britiske tropper sammen i gadekampe næsten hver dag. Nationalister kastede med sten og benzinbomber mod soldaternes pansrede militærkøretøjer. Soldaterne svarede igen med vandkanoner, tåregas og plastikkugler.

Det var i denne atmosfære af had, at de katolske nationalister gennemførte deres march imod interneringer den 30. januar 1972, en march der var nedlagt forbud imod. Demonstrationen endte som ´Bloody Sunday´.

UNDSKYLDNINGEN fra David Cameron er ikke blot blevet rost af nationalistiske katolikker i Nordirland, men bredt bakket op af politiske og protestantiske tilhængere af unionen med Storbritannien og højtstående militærfolk.

Tre af Derrys protestantiske præster med biskoppen Norman Hamilton i front mødtes med de efterladtes katolske familier ved mindesmærket i granit over de 14 døde. Klædt i bordeauxfarvet præsteskjorte og med et stålkors i en kæde om halsen talte biskoppen om forsoning og »de mørke skyer«, der endelig var drevet væk fra himlen.

Den britiske hærchef, Sir David Richards, udtalte, at der ingen tvivl var om, at der blev begået »alvorlige misforståelser og fejl af officerer og soldater den frygtelige dag«. Og den offentlige anklager i Nordirland undersøger nu muligheden for at retsforfølge de involverede soldater fra Bloody Sunday.

Men der er også kritiske røster. Irske protestanter og menige britiske soldater, som gjorde tjeneste i Nordirland under de mange urolige år, taler om en »overdreven« undskyldning for en enkeltstående begivenhed, der ikke tager højde for al den lidelse, IRA bragte gennem årene. Både op til og i særdeleshed efter ´Bloody Sunday´. Over 3.500 mennesker omkom under den flere årtier lange konflikt, herunder hundredvis af britiske soldater og uskyldige protestanter, der blev mål for IRAs bomber.

Da David Cameron havde fremlagt rapporten og givet sin undskyldning i parlamentet, rejste William McCrea sig op og holdt en bevægende tale. Valgt for Det Demokratiske Unions Parti i Nordirland talte han om vreden og sorgen over de, der døde for hånden af IRAs terrorister, og hvis død aldrig er blevet kulegravet af en dyr kommission som Bloody Sunday – en undersøgelse, der har kostet over 1,7 mia. kr.

William McCrea fortalte historien om sin fætter Derek, der brutalt blev skudt ned i 1991.

»Min fætters barn måtte sætte sine fingre ind i hullerne, hvor blodet strømmede ud, for at stoppe blødningerne fra sin egen far«.

To andre fætre blev slået ihjel i 1976 – den ene 16 år, den anden 21 år.

»Hvordan får vi en afslutning på dette?« spurgte William McCrea grådkvalt. »Hvordan får vi sandheden?«

Lige så forståeligt William McCreas opråb synes at være, lige så sikkert er det, at David Cameron ikke ønsker flere store dyre undersøgelser. Ikke kun af økonomiske grunde, men også fordi det i værste fald kan bringe den ufuldkomne fredsproces i fare. Og hvorfor risikere freden i et Nordirland, som efter fredsaftalen i 1998 endelig har set fremgang? Og hvem vil derudover ærligt fortælle, at de har myrdet naboens søn, spørger kritikere. Eller naboens ægtemand?

UNDERSØGELSEN af Bloody Sunday giver også et praj om, hvor svært det er at få den fulde sandhed for dagens lys. For Lord Savilles rapport peger også på, at der var en ung lokal IRA-leder til stede under ´Bloody Sunday´, der »sandsynligvis« var i besiddelse af et maskingevær. Mandens navn er Martin McGuinness, og i dag er den tidligere militante oprørsleder Nordirlands vicepremierminister med chancen for en dag at overtage posten som landets øverste leder. Martin McGuinness afviste forleden, at han skulle have været bevæbnet den skæbnesvangre dag i 1972. Nordirland og resten af verden vil givetvis aldrig få et klart svar på hans rolle under ´Bloody Sunday´. Ligesom verden aldrig vil få et klart svar på, om det var ham, der myrdede to politiofficerer i Derry tre dage før ´Bloody Sunday´, sådan som unionstilhængere i denne uge har bedt ham svare på. David Cameron tilføjede, at han finder det »pinefuldt« i dag at samarbejde politisk med den tidligere militante IRA-leder. Men som David Cameron tilføjede:

»Det er en pris, der er værd at betale for freden.«