Keir Starmer takker Labours vælgere med udsigt til kæmpe valgsejr
Efter torsdagens valg i Storbritannien tyder meget på, at Keir Starmer bliver landets nye premierminister.

Efter torsdagens valg i Storbritannien tyder meget på, at Keir Starmer bliver landets nye premierminister.

Labour står muligvis til at kunne fordoble sit hold i Underhuset efter valget i Storbritannien torsdag, som ifølge en valgstedsmåling giver arbejderpartiet 410 ud af Underhusets 650 mandater.
Keir Starmer, der er leder af Labour, er dermed en meget sandsynlig kommende premierminister i Storbritannien.
Starmer takker torsdag aften alle, der har hjulpet og stemt på partiet, som han har været leder for siden 2020.
- Til alle, der har ført valgkamp for Labour i dette valg, til alle, der har stemt på og vist tillid til vores forandrede Labour Party -- tak, skriver Starmer.
Hvis Labour danner regering, sætter partiet punktum for 14 år med konservativt styre i Storbritannien.
Valgstederne lukkede klokken 23, og umiddelbart derefter kunne de tre tv-stationer Sky News, BBC og ITV præsentere en samlet valgstedsmåling.
Hvis målingen holder stik, får Labour flere pladser i Underhuset, end noget parti har fået siden 2001.
Samtidig nærmer partiet sig sit hidtil bedste resultat nogensinde. Det blev hevet hjem med Tony Blair ved roret i 1997, hvor Labour fik 418 kandidater i Underhuset, der er det ene af parlamentets to kamre.
Mens Labour står til en stor valgsejr, må Det Konservative Parti til gengæld forberede sig på et stort tilbageslag.
Partiet får ifølge valgstedsmålingen 131 pladser i Underhuset. Ved valget i 2019 fik partiet 365 mandater.
Premierminister Rishi Sunak, som leder Det Konservative Parti, har endnu ikke kommenteret målingen. Det har en konservativ talsperson til gengæld over for avisen The Telegraph.
Talspersonen påpeger, at der endnu ikke er et resultat, kun en måling.
- Men hvis dette resultat er korrekt, så står det klart, at Starmer og Angela Rayner (næstformand i Labour, red.) er i Downing Street i morgen.
- Det betyder, at jeres skatter vil stige, og at jeres land bliver mindre sikkert, lyder det fra talspersonen ifølge The Telegraph.
/ritzau/