Katolsk kardinal kalder sexanklager et karaktermord

Den australske kardinal George Pell siger, at han er uskyldig i sexforbrydelser og vil forsvare sig i retten.

Arkivfoto. Den australske kardinal George Pell siger, at han er uskyldig i sexforbrydelser og vil forsvare sig i retten. REUTERS/Remo Casilli Fold sammen
Læs mere
Foto: REMO CASILLI

Den australske kardinal George Pell bekræfter på et pressemøde i Vatikanet, at han er tiltalt for sexforbrydelser i sit hjemland, og at han vil vende hjem for at rense sit navn.

Han siger, at han har været udsat for »et karaktermord uden ophør«.

Pell er den 3. højeste rangerende i Vatikanet, hvor han forvalter finanserne og det økonomiske reformarbejde, der er i gang i den katolske kirke.

»Disse anklager gør mig mere besluttet, og retshøringerne giver mig nu en chance for at rense mit navn og derefter vende tilbage til Rom for at arbejde,« siger han i en kort erklæring på engelsk.

»Jeg er uskyldig i disse anklager. De er falske. Hele idéen om seksuel misbrug er afskyelig for mig.«

En talsmand for Vatikanet oplyser, at pave Frans er bedrøvet over anklagen mod Pell. Han har besluttet at give kardinalen orlov fra sine opgaver i Vatikanet, så han kan forsvare sig i retten.

Pell er blevet indkaldt til det første retsmøde i Australien i næste måned.

/ritzau/AP