Kasinomilliardær trækker sig som topchef efter sexanklager

Påstande om seksuel chikane får Steve Wynn til at droppe topposter i sit eget kasinoimperium, et jordskælv har ramt Taiwan og Japan har indsat soldater i kampen mod voldsomt snevejr. Få overblik over nattens nyheder her.

Foto: MIKE CLARKE. Steve Wynn trækker sig med omgående virkning som topchef for Wynn Resorts, som han selv stiftede.
Læs mere
Fold sammen

I  kølvandet af beskyldninger om sexchikane og upassende adfærd trækker den amerikanske kasinomilliardær Steve Wynn sig med omgående virkning som topchef for Wynn Resorts, som han selv stiftede.

Han forlader også posten som bestyrelsesformand i selskabet.

Det oplyser bestyrelsen for Wynn Resorts sent tirsdag aften amerikansk tid ifølge Bloomberg News og andre medier.

»De seneste par uger har jeg fundet mig selv i centrum af en lavine af negativ omtale,« udtaler Wynn i en erklæring.

Wynn tilføjer, at han efter grundige overvejelser er kommet frem til, at påstandene har skabt så meget røre, at de overskygger alt andet.

»Jeg er nået frem til den konklusion, at jeg ikke fortsat kan fungere effektivt i mine nuværende roller,« udtaler han.

I slutningen af januar trådte Wynn af samme årsag tilbage som finansiel formand for Den Republikanske Nationale Komité (RNC).

Her stod han i spidsen for RNC's pengeindsamling under Donald Trumps første år som præsident. Han hjalp komitéen med at indsamle flere end 130 millioner dollar.

Beskyldningerne mod Wynn dukkede op i Wall Street Journal få dage før Wynns 76 års fødselsdag 27. januar.

Flere end 20 kvinder fortalte, at de er blevet seksuelt misbrugt og chikaneret af Steve Wynn i løbet af flere årtier.

Wynn afviser beskyldningerne.

»Tanken om, at jeg nogensinde har overfaldet kvinder, er latterlig,« har han sagt til Wall Street Journal.

Han påstår samtidig, at det er hans ekskone Elaine, der har spredt usande rygter som en del af et skilsmisseopgør.

Ifølge avisen har Steve Wynn tidligere indgået et forlig til 7,5 millioner dollar med en skønhedsplejer i en sag om upassende seksuel opførsel.

Steve Wynn har de seneste mange år tjent milliarder af dollar på sine investeringer i spillebyen Las Vegas samt i dens asiatiske pendant, Macau.

/ritzau/

Foto: KAZUHIRO NOGI. Fold sammen
Læs mere

Japan indsætter 750 soldater til at hjælpe sneramte bilister

En bilist døde af kulilteforgiftning, da hans bil blev begravet i sne med motoren stadig kørende.

Hundredvis af japanske soldater har natten til onsdag kæmpet mod et voldsomt snevejr. Uvejret betød blandt andet, at omkring 1400 biler strandede i et kystområde vest for Tokyo.

Forsvarsministeriet oplyser, at det i løbet af natten har øget antallet af soldater, der er sat ind mod snestormen, fra 170 til 750.

Det skete, fordi antallet af biler, der var kørt fast på de snedækkede veje mellem byerne Sakai og Awari, på et tidspunkt oversteg 1500.

Tirsdag oplyste myndighederne, at en bilist var død af kulilteforgiftning, efter at hans bil var blevet begravet i sne med motoren stadig kørende.

Yderligere er adskillige mennesker kommet til skade i Fukui, Toyama og Ishikawa, idet stormen har hærget regionen og efterladt enorme mængder sne.

Flere end 400 skoler har aflyst undervisningen, og dele af hovedveje og motorveje er lukkede, ligesom at mange fly og tog er aflyst.

Friske snefald har betydet, at der i byen Fukui ligger 136 centimeter sne. Det er det største snefald i byen i 37 år, rapporterer den nationale tv-station NHK.

Japans meteorologiske agentur advarer desuden om risiko for laviner og yderligere trafikforstyrrelser i kystområder ved Det Japanske Hav.

Japan har i år oplevet en særdeles hård vinter. I slutningen af januar faldt den tungeste sne i Tokyo i fire år. Hundredvis af mennesker er kommet til skade, og sneen har forårsaget flere end 700 trafikulykker.

/ritzau/dpa

Foto: HANDOUT. Fold sammen
Læs mere

219 personer kvæstet under jordskælv i Taiwan

To hotelmedarbejdere er fundet omkommet, og mindst 219 mennesker meldes kvæstet i jordskælv i Taiwan.

Redningsarbejdere forsøger at befri mindst fem personer fra kollapsede bygninger og få lokaliseret 173 savnede personer, efter at et jordskælv ramte Taiwans østkyst tirsdag.

Det oplyser det nationale brandvæsen ifølge nyhedsbureauet AP.

Skælvet ramte sent tirsdag. Det fik bygninger til at falde sammen, og mindst to personer er dræbt.

Brandvæsnet siger, at 219 personer er kommet til skade. Mindst 24 af dem er i kritisk tilstand. Det skriver AP.

Skælvets rystelser ødelagde veje og førte til strømsvigt og manglende vandforsyninger til tusindvis af hjem.

Omkring 30 mennesker var kort efter skælvet spærret inde i et hotel, der kollapsede i byen Hua-Lien i det nordøstlige Taiwan. De fleste af dem er altså nu blevet reddet ud af murbrokkerne.

Den nederste etage i Marshal Hotel kunne ikke klare de kraftige rystelser fra skælvet, der havde en beregnet størrelse på 6,4. Hele stueetagen kollapsede, skriver nyhedsbureauet Central News Agency i Taiwan.

Et andet hotel i byen er også ramt af jordskælvet, meddeler brandvæsnet. Det er ikke umiddelbart klart, hvor alvorlige skaderne er. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge samme medier er flere bygninger ødelagt af de kraftige rystelser. Også billeder på sociale medier viser omfattende ødelæggelser på bygninger og veje i området. Det rapporterer den britiske tv-station BBC.

Skælvet ramte omkring 21 kilometer nordøst for Hua-Lien 9,5 kilometer under jordens overflade, oplyser den amerikanske myndighed USGS.

USGS har blandt andet til opgave at registrere styrken af jordskælv verden rundt.

Taiwan er i de seneste dage blevet ramt af flere jordskælv.

/ritzau/

Foto: WIKUS DE WET. Fold sammen
Læs mere

Sydafrikas Zuma har holdt møde med sin mulige efterfølger

Jacob Zumas årlige tale til nationen, der var planlagt til torsdag, er blevet udskudt til efter 22. februar.

Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, der er under voksende pres for at træde tilbage, har tirsdag holdt samtaler med sin mest sandsynlige efterfølger, Cyril Ramaphosa, som i december blev valgt som ny partileder for African National Congress (ANC) efter Zuma.

Det oplyser ANC ifølge nyhedsbureauet AFP.

Regeringspartiet kalder samtalerne "udbytterige".

ANC oplyser samtidig, at et ekstraordinært møde planlagt til onsdag, hvor en komité med 80 medlemmer af ANC skulle have mødtes, er udskudt til 17. februar. Mange mener, at det er på dette møde, Zumas fremtid bliver besluttet.

Tidligere tirsdag afviste ANC's vicegeneralsekretær, Jessie Duarte, at oplyse, hvad mødet konkret handler om.

»Vi vil diskutere en sag, der vækker stor bekymring blandt os i ANC og selvfølgelig har stor offentlig interesse for befolkningen i Sydafrika,« sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den 75-årige Zuma, der har været præsident siden 2009, står over for flere korruptionsanklager.

Mens Zuma sidder på magten, kan han lettere forsøge at påvirke domstolene til at droppe sagerne. Derfor vil han sandsynligvis ikke gå af uden en garanti for, at han slipper for straf.

Yderligere er der stor intern splittelse i ANC, og siden søndag har der været møder på kryds og tværs i partiet.

Det er ikke kun internt i ANC, at der er ønsker om præsidentens afgang. Opposition har også markeret, at den vil have Zuma væk.

Jacob Zuma skulle torsdag have afholdt sin årlige tale for parlamentet om nationens tilstand, som er et af de politiske højdepunkter for året.

Efter ønske fra oppositionen blev talen tirsdag rykket til efter 22. februar, hvor parlamentet skal stemme om et mistillidsvotum mod præsidenten. Den endelige dato for talen er endnu ukendt.

/ritzau/