Dagens mand er en franskmand. I USA.

Det bliver mærkeligere: Han er professor i økonomi, amerikanerne kan ikke udtale hans navn, og han har skrevet en bog, som føles lidt som at være på arbejde. Den er på 696 sider, den er oversat fra fransk, fyldt med ligninger og handler om lighed og kapital – og her kommer så la plus grande surprise:

Bogen sælger som bare pokker. »Kapitalen i det 21. århundrede« ligger i skrivende stund nummer ét hos Amazon og er udsolgt hos forlaget, og forfatteren synes allestedsnærværende. Tænd for en nyhedskanal, læs en avis eller klik ind på et seriøst medie, og der er en god chance for at møde Thomas Piketty. Hans bogturné på den amerikanske østkyst er en virtuel tickertape-parade, New York Times, New Republic og magasinet New York bruger alle ordet »rockstar« i overskrifter, flere medier noterer, hvordan han har et kækt TV-tække, og en fransk korrespondent skriver hjem til sine læsere: »Thomas Piketty, une star américaine«.

»Vigtigste bog i 100 år«

Og hvad handler det så alt sammen om?

Det handler på den ene side om bogen, som anmeldere har beskrevet som »den vigtigste bog om økonomi i vores århundrede« eller »en af de to vigtigste bøger om økonomi siden Keynes.« Men på den anden side handler det også om noget andet, for bogkøbere køber ikke kun bøger, fordi de er vigtige, og medier skriver ikke kun side op og ned om franske økonomer, fordi de er kække. Thomas Piketty har ramt noget, som er mere end bogen og mere end ham – men hvad?

Det vender vi tilbage til.

Matthæus

Thomas Piketty er 42 år og økonomiprofessor i Paris – og det sidste er i sig selv en kilde til amerikansk undren. For som 22-årig landede han som lærer på MIT, en eliteskole i Boston. MIT tæller tre nobelpristagere i lærerstaben, skolen har uddannet nobelpristagere som Joseph Stieglitz, Paul Krugman og Lawrence Klein, og alligevel valgte Piketty at sige farvel og tak og rejse hjem til Frankrig.

Som han har fortalt i et interview med The New Yorker – han følte, at amerikansk forskning i vid udstrækning var »gold og uden pointe.« Økonomerne var stjernebegavede, men deres begavelse førte ikke meget længere end til faggrænserne, og defor rejste Piketty tre år senere hjem til Paris.

Han gik i gang med et enestående empirisk projekt – han indsamlede talmateriale, og han gjorde det så langt tilbage, som tallene førte ham og på tværs af landegrænsene, og han oprettede World Top Incomes Database. Tallene fik ham til at grave dybere i, hvad han kalder kapital, som dækker bl.a. formue, aktier, ejendom, renter og andre indtægter, som ikke er lønindtægter, og tendensen i tallene var tydelig: Gennem historien har kapital altid været lønindtægt overlegen. Det har altid været mere lukrativt at tjene penge på at have penge end på at arbejde. I Europa var kapital f.eks. i 1700-tallet op til 700 pct. mere givtig end lønindtægt, og historisk har det årlige afkast af kapital ligget på fem pct., mens væksten i lønindtægten har været 0,1 pct.

Hvad det betyder? Det betyder, at »enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod,« som Matthæus skrev.

Regan og Thatcher

Tal er kun tal og ikke interessante i sig selv, men Pikettys store fortjeneste er, at han har givet dem et narrativ. Hans store inspirationskilde er historikeren Fernand Braudel, og det lyser ud af »Kapitalen i det 21. århundrede«. Braudel var en af hovedfigurerne i den franske Annales skole, som insisterede på at skildre historien fra alle niveauer, over det lange stræk og multidisciplinært, og det er præcis, hvad Piketty gør med tallene. For selvfølgelig er det interessant, at én procent af amerikanerne ejer 35 pct. af alle værdier i USA, og at 0,1 pct. af de rigeste sidder på broderparten, og at deres rigdom ikke skyldes indtægter, men kapital. Det er også interessant at dokumentere, at en amerikansk topleder i 1950erne tjente 25 gange så meget som en af sine ansatte, mens han i dag tjener 200 gange så meget. Det er interessant, men Piketty går skridtet videre og forklarer, at tallene ikke fremkommer via fotosyntese eller en gudgivet orden; de fremkommer, fordi samfundene vil det og synes at vende tilbage til en kapitalverden som default.

Tag efterkrigstiden, som bliver betragtet som en af de mest progressive perioder i vestlig historie. Det var en periode, hvor lønarbejderne blev løftet op i middelklassen, hvor vi fik velfærdsstaten – og hvor fordelen ved kapital var historisk lav. Afkastet af kapital var typisk kun dobbelt så højt som lønarbejde, mens det før verdenskrigen var 600 pct. Men, understreger Piketty, efterkrigstiden var netop en undtagelse, som udelukkende skyldtes, at verdenskrigen havde været hård ved de rigeste. I 1980erne – med Margaret Thatcher og Ronald Reagan – vendte bøtten, og økonomien er siden vendt tilbage, hvor den kom fra.

England, Frankrig og USA er f.eks. på samme ulighedsstadie som i 1910. Ikke fordi det skal være sådan, men fordi samfundene vil det, understreger Piketty, der forudser, at vi er på vej mod den slags samfund, som vi kender fra Honoré de Balzac, Jane Austen og Ludvig Holberg: Med en aristokratisk overklasse, som tjener penge på i forvejen at have mange penge, og med en jordslået arbejdende masse som kun sjældent kommer videre.

»Det er en skrækindjagende tendens,« skriver Piketty.

Das Kapital 2.0

Men det forklarer ikke, hvorfor han og hans bog er blevet et fænomen – og ikke kun i USA. Den er også en bestseller i Frankrig og i Storbritannien, Indien, Australien og Sydafrika.

Yahya Hassan blev heller ikke kun et fænomen på grund af sine digte, og på samme måde har Thomas Piketty ramt noget dybere, en simrende bevidsthed, som simrede i sin egen usikkerhed, i en malmstrøm af løsrevne oplevelser, fragmenter af tal, anekdotisk dokumentation, og som tydeligvis indikerede, at noget forandrede sig foran os og under os. Fladerne flyttede sig – men hvorhen og hvordan?

Pikettys fortjeneste er, at han både dokumenterer og fortæller det. Hans tal har et narrativ, og hans tal har en anklage. For hvis vi siden 1980erne i rivende hast har været på vej tilbage til 1700-tallets økonomi, hvis de 58 rigeste personer i verden nu er mere værd end de fattigste 3,5 mia. mennesker, hvis 90 pct. af al økonomisk vækst siden finanskrisen i 2008 er gået til de rigeste – hvor er den etablerede venstrefløj så? Piketty er fransk socialist, men han skåner ikke sine egne, for hverken i USA eller Europa har venstrefløjen været afmægtig – mænd som Gerhard Schröder, Tony Blair, Bill Clinton og Poul Nyrup Rasmussen har haft magten, men har ikke stoppet udviklingen, kun hjulpet den på vej. I stedet har de overladt de usikre masser til den yderste højrefløj, der gør, hvad den altid gør i usikre tider.

Pikettys bog er derfor en aha-oplevsler, fordi den dokumenterer, at opbruddet – følelsen af at i morgen ikke nødvendigvis bliver bedre end i dag – har en faktuel basis, og at den basis hverken er rumænere, muslimer, mexicanere, ateister, homoseksuelle eller andre outsidere i samfundet, men derimod samfundets ultimative insidere, siger tilhængerne.

Blandt dem er det amerikanske magasin The Nation. Det bruger i sin seneste udgave forsiden og 10.000 ord på at udlægge Pikettys bog som en del af en bølge, det sammenholder bogen med andre nyere anti-establishment-udgivelser og -bevægelser, og magasinet hævder, at vi ser en neo-marxistisk revival.

Derfor giver titlen på Pikettys bog også dyb mening. Titlen er en bevidst parafrasering af Karl Marx’ »Kapitalen,« og den er – akkurat som forlægget – så meget mere end økonomi, skriver forfatteren, Timothy Shenk. Piketty giver os en rosettasten til før og nu, og han udfordrer den etablerede venstrefløj, siger han.

Slib høtyvene?

Betyder det, at der er skarptslebne høtyve i gaderne og studenter på barrikaderne?

Sikkert ikke. En ny storsælgende bog, et par andre bøger og nye magasiner som Jacobin og n+ er ikke det samme som et varsel om en revolution.Og Thomas Pikettys egen løsning er heller ikke realistisk – ikke lige nu. Han siger, at kapital er så meget mindre produktiv for samfundet end lønindtægter, og derfor foreslår han en global konfiskationsskat på 80 procent. En rigmand med 100 mio. kr. i værdier skal således af med 80 mio. kr. i skat, han kan ikke gemme sig noget sted i universet, og de penge skal sættes i arbejde i samfundene.Nej, det bliver formentlig ikke lige i morgen, men betydningen af Pikettys bog ligger også et andet sted end netop i morgen, og The Nation nævner i forbifarten den bedste pendant: I 1963 udgav økonomerne Milton Friedman og Anna Schwartz »A Monetary History of the United States,« som sagde, at nationalbankerne skulle påvirke væksten gennem pengeudstedelse og renteniveau. Akkurat som Pikettys bog var den baseret på et massivt emperisk materiale – samlet over et langt historisk stræk – og i slutningen af 1970erne blev bogen til politik. Den traditionelle keynesianske statspåvirkning var endt i stagflation, og beslutningstagerne ledte efter et alternativ – og dér var Friedman og hans monetarisme. Fokus gik derefter fra staten og til forbundsbankerne, og derfra var der ikke langt til reaganomics: Hvis staten ikke er en ven af væksten, må staten være en fjende af væksten – så ned med skatten og ned med staten.

Den tanke har siden 1980erne været dominerende i politik og økonomi, og den bliver stadig spidset til. I 2013 udgav den indflydelsesrige økonom Tyler Cowen f.eks. »Average is Over,« hvor han beskriver økonomien som en godartet superstjerneøkonomi, hvor de bedste tjener kassen, mens massen forbliver massen.

Sådan en superstjernekapitalisme kan sende en venlig tanke tilbage til Friedman og Schwartz i 1963, og på samme måde skal Pikettys indflydelse formentlig læses på den lange bane. I USA er de førende neo-marxistiske tænkere alle unge, den såkaldte milleniumsgeneration er markant til venstre for det øvrige USA, og det er værd at bide mærke i, at de unge aktivister i Occupy Wall Street netop hentede deres tal og slogan i Thomas Pikettys databaser.

»Det er milleniumsgenerationens politiske manifest,« som Jordan Weissmann skriver i Slate, og det er et manifest, som afgørende flytter nålen i det ideologiske opgør mellem frihed og lighed.

Så hvornår sker det?

I 1970erne var det oliekrise og inflation, som knækkede den gamle keynesianisme, og som i medgift knækkede en hel politisk generation. Det er uvist, hvornår den nuværende kapitalisme knækker – og om den knækker; men når og hvis den gør, så ligger alternativet nu på bestsellerlisterne.

Så den første linje i denne artikel er forkert.

Dagens mand er ikke en franskmand. Morgendagens mand er en franskmand.