Israelsk politi har søndag morgen forhindret kardinal Pierbattista Pizzaballa, lederen af den katolske kirke i Jerusalem, samt andre af kirkens ledere i at træde ind i Gravkirken for at fejre palmesøndag.
Det oplyser det latinske patriarkat i Jerusalem på deres hjemmeside.
Ifølge meddelelsen på hjemmesiden er det første gang i århundreder, at kirkens ledere er blevet forhindret i netop det.
- Denne hændelse udgør et alvorligt præcedens og tilsidesætter følelserne hos milliarder af mennesker verden over, som i denne uge retter deres blik mod Jerusalem, skriver patriarkatet blandt andet i meddelelsen.
På grund af konflikten i Mellemøsten er der lavet flere restriktioner for offentlige forsamlinger i Israel, som også gælder for den katolske kirke i Jerusalem.
Det betyder, at kardinal Pizzaballa sammen med resten af den katolske kirke i byen har været nødsaget til at aflyse de offentlige fejringer, der typisk finder sted i forbindelse med palmesøndag og resten af påsken.
Det er dog et nybrud, at israelsk politi nu direkte nægter lederne af den katolske kirke adgang til Gravkirken - en af kristendommens helligste steder, bygget hvor Jesus ifølge kristendommen blev begravet.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, kalder i en erklæring hændelsen for en "fornærmelse mod de troende".
Ifølge patriarkatet blev kirkens ledere standset, mens de bevægede sig mod kirken "uden nogen karakter af procession eller ceremoni".
Det skriver videre, at kirkens ledere har "handlet ansvarligt og har siden krigens begyndelse overholdt alle pålagte restriktioner" ved blandt andet at aflyse offentlige forsamlinger.
Afslutningsvist udtrykker det latinske patriarkat i Jerusalem deres "dybe sorg" over for kristne i "Det Hellige Land" - landområdet, som Gud ifølge Det Gamle Testamente lovede Abraham - og resten af verden, fordi bønnen på en af de mest hellige dage i den kristne kalender er blevet forhindret.
/ritzau/
