Karaktermordet og vejen til magten i Westminster

Valgstrategerne bag den konservative premierminister, David Cameron, ønskede at gøre det forestående britiske valg til Underhuset til et valg om politisk lederskab mellem ham og Labour-udfordreren, Ed Miliband. I stedet har valgkampen hidtil i høj grad drejet sig om ikke bare de to mulige premierministre, men om en række partiledere og deres troværdighed.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Konkrete valgtemaer er trængt i baggrunden, mens karikaturtegnere og satirikere har haft kronede dage. Berlingske har set på, hvordan de vigtigste partiledere ser ud i modstandernes beskrivelser.

David Cameron, The Conservative Party Fold sammen
Læs mere

Kostskoledreng fra rigmandsklubben

Glem det. Han vil aldrig nogensinde lære at forstå de almindelige briter og deres daglige bekymringer. Egentlig er han også ligeglad, for han er meget mere interesseret i at blive accepteret i klubben hos de rige, hvor han ofte møder overbærende smil som den nyttige lillebror i flokken af Oxford-venner og andre mangemillionærer. Rigmænd og finansfyrster kan vente rundhåndede vennegaver betalt af den britiske stat, mens de så til gengæld fylder partikassen frem mod næste valg.

Hvis man var i tvivl om den ophøjede ligegyldighed, kan man bare se på partilederdebatten, hvor han valgte at blive væk. Han opfordrer vælgerne til at genansætte ham, men han gider ikke møde frem til jobsamtalen. SNP i Skotland skal bare hviske »Thatcher« for at få tvivlere tilbage i folden.

Virker det? Det ser sådan ud. De loyale holder nogenlunde fast, men hverken Camerons popularitetsmålinger eller The Conservative Party´s tilslutning har flyttet sig med det forventede »spring fremad«.

Ed Miliband, The Labour Party Fold sammen
Læs mere

Den røde – og svigagtige – nørd

Det kan I ikke mene! Det er umuligt på nogen måde at forestille sig den akavede talnørd som leder af Storbritannien. Hans hang til anakronistisk socialisme vil føre landet lige lukt i afgrunden. Han vil gøre alt for at få magten. Også hvis det betyder at opgive atomforsvaret og sætte landets sikkerhed på spil.

Hvis man er i tvivl om den forræderiske karakter, så se bare på, hvordan han »stak en kniv i ryggen« på sin bror og »stjal« Labours formandspost. Han har haft talrige veninder, også efter at han var begyndt at gå ud med sin nuværende hustru.

The Conservative Party har kørt hårdt på med personlige angreb mod Miliband. UKIP har angrebet ham for at være magtesløs over for arbejderklassens bekymringer over indvandring.

Virker det? Ikke den store succes. Milibands personlige popularitet er vokset med små skridt, men støt. Efter de konservatives udbasunering af Miliband som skørtejæger taler man ligefrem om hans sexappel, og for nylig kunne briterne se med, da overstadige unge kvinder på polterabend sikrede sig en selfie med ham uden for valgkampsbussen.

Nigel Farage, UK Independence Party – UKIP Fold sammen
Læs mere

Politisk kvaksalver

Hold jer fra ham. Han kan være sjov og venlig på pubben, når han står der med sin øl og en cigaret. Men der er ikke noget sjovt ved, at han slynger om sig med påstande om immigranter, der skaber bitterhed og had. Han taler om et fatamorgana af »gamle britiske værdier«, men vi er i 2015, og han kan ikke engang selv sige, hvad de er.

I behøver ikke at stemme på ham for at få en EU-afstemning. Og pssst; han har selv gået på privatskole og været finansspekulant.

De konservative har appelleret til vælgere om »at komme hjem«, men har i det store hele forsøgt at ignorere Farage.

Virker det? Både ja og nej. Sidste efterår virkede Farage ustoppelig, men UKIPs opbakning synes nu at være stagneret omkring 12-14 procentpoint. Det er fortsat et kæmpespring fra de tre procentpoint ved valget i 2010.

Natalie Bennett, Green Party of England and Wales Fold sammen
Læs mere

Den hjælpeløse grøntsag

Der kan I se! Vi sagde, at britisk valgkamp ikke er for amatører. Selv med alle sit partis nye medlemmer i ryggen falder hun over sine egne ben, hver gang hun stiller sig frem. Hendes politiske program kan aktivisterne sikkert diskutere over levende lys, men ingen kan forestille sig det gennemført. Når hun med sin australske accent siger, at det ikke i sig selv bør være ulovligt at slutte sig til en gruppe på de vestlige terrorlister, så er det blot endnu et eksempel på politisk naivitet.

De øvrige partier langede lidt ud efter Bennett og de grønne i begyndelsen af valgkampen. Siden har de overladt det til de etablerede medier at hudflette Bennett.

Virker det? Tilsyneladende. Bennett er blevet latterliggjort i flere medier, og meningsmålinger viser, at opbakningen blandt studerende er dalende. Men mindst fem til seks procentpoint virker inden for rækkevidde og vil være et kæmpeskridt fremad.

Nick Clegg, The Liberal Democrats Fold sammen
Læs mere

Den utroværdige dummepeter

Han ser måske meget godt ud, og hjemme i køkkenet kan han virke helt sympatisk sammen med sin spanske hustru. Men vi kan alle huske, hvordan han højt og helligt erklærede ikke at ville røre studieafgiften, og så alligevel gik med til at sætte prisen op for de studerende, da liberaldemokraterne gik med i koalitionsregeringen. Bare husk på valgdagen, at I ikke kan stole på ham.

Alle talte om, at Cameron ikke ville stille op til partilederdebat på TV. Clegg ville rigtig gerne have været med, men han måtte ikke som vicepremierminister. Ingen går for alvor til ham. Liberaldemokraterne skal nok sikre nogle mandater, og hvis Clegg overlever i sin egen kreds, er han den første at tale koalition med.

Virker det? Tjah. Ingen ved rigtigt, hvor stort smækket bliver for liberaldemokraterne. Mange vælgere er fortsat rasende over løftebruddet, men Clegg gik ind i valgkampen med visheden om, at vælgernes billede af ham knap kunne blive værre.

Nicola Sturgeon, Scottish National Party - SNP Fold sammen
Læs mere

Den onde dronning af Skotland

Frygt hende! Hun er på vej i fuld fart fra nord i spidsen for de vilde horder. Hun vil lade Ed Miliband regere på hendes nåde, men hun er dronningen, og reelt vil hun have kuppet Storbritannien ved skamløst at udnytte et valgsystem, der tilgodeser regionale partier. Dertil er den skotske nationalist skrigende rød og vil sende landet ud i et socialistisk kaos.

Hun vil tvinge Miliband og Labour til at bruge løs af briternes – og især englændernes – penge uden tanke for, at den i forvejen enorme gæld vokser.

På få år med briterne som gidsler vil hun omgøre den folkeafstemning om skotsk selvstændiged, som SNP tabte sidste år, og hvor løftet var, at der ikke ville komme en ny afstemning »i en generation«. Især The Conservative Party har slået på »truslen fra SNP«. Cameron har sagt, at en regeringsaftale mellem Labour og SNP vil være »en pagt lavet i helvede«.

Virker det? Skræmmekampagnen har endnu ikke kunnet aflæses i meningsmålingerne. Sturgeon kan vinde endnu flere tilhængere på de forhadte konservatives kritik, og hvis Labour ikke taber det forventede antal mandater i nord, bliver det rigtig svært for The Conservative Party.